Matchfixing-skandalen i fransk håndbold involverende blandt andet den franske stjerne Nikola Karabatic er efter tre år blevet afgjort i retten.

Sagen omhandler en kamp mellem topholdet Montpeillier og bundholdet Cesson-Sevigne i 2012, hvor Montpeillier med Karabatic på holdet meget overraskende tabte 28-31.

Efterfølgende kunne den franske spiludbyder Francais des Jeux melde om uregelmæssige spillemønstre, da der var spillet ekstraordinære store beløb på en sejr til bundholdet. I alt skulle der være spillet 87.880 euro - langt over en halv million danske kroner - på kampen, og det var næsten 40 gange så meget som normalt.

Efterfølgende blev Nikola Karabatic, hans bror Luka samt Samuel Honrubia, Mladen Bojinovic, Dragan Gajic, Primoz Prost og Issem Tej fundet skyldige af det franske håndboldforbund i matchfixing, da de havdes spillet på nederlag til eget hold.  Det kostede seks spilledages karantæne.



Men den juridiske afgørelse manglede stadig. Og den er nu kommet.

Nikola Karabatic er blevet dømt for bedrageri og skal betale 75.000 kroner i bøde, men han slipper for fængsel, som anklageren ellers havde krævet. Og det gør alle tiltalte i sagen.

Det var reelt set Karabatic' kæreste, der spillede på kampen, men retten fandt bevis for, at Karabatic havde været i telefonisk kontakt forinden med kæresten.

Broren Luka skal betale 100.000 kroner, mens Mladen Bojinovic, som af den franske anklager er blevet kaldt for manden bag det hele, skal betale 200.000 korner i bøde.



Der var i alt 16 tiltalte i sagen, og de skal alle betale skadesomkostninger til spiludbyderen Francais des Jeux, mens de også skal betale symbolske beløb til det franske håndboldforbund samt den franske liga.

Flere af de tiltalte spiller nu sammen med danske Mikkel Hansen i Paris St. Germain. Luka Karabatic er på plads i klubben, hvor det ventes, at bror Nikola snart bliver præsenteret. Desuden er Mladen Bjoinovic og Samuel Honrubia at finde i hovedstadsklubben.

Begge Karabatic-brødre har anket afgørelsen.