Frankrig afgjorde EM-kampen mod Hviderusland i første halvleg og fik dermed en god start på mellemrunden.

Det var noget af en overraskelse, da Frankrig tirsdag tabte 25-31 til Polens værter i den tredje og sidste kamp i gruppe A ved EM-slutrunden i håndbold.

Det nederlag fik tilsyneladende skabt fornyet motivation hos Frankrigs regerende OL-, EM- og VM-guldvindere, og det gik torsdag ud over Hviderusland i den første kamp i mellemrunden.

Hviderusserne blev gennempryglet i Krakow og tabte 23-34.

Efter en magtdemonstration i første halvleg kunne Frankrig gå til pause med en føring på 20-5.

Halvlegens altoverskyggende profil var franskmændenes stjernespiller Nikola Karabatic, der lavede ni mål på ni forsøg.

I anden halvleg slappede franskmændene af og lod reservespillere komme på banen, så Hviderusland kunne vinde halvlegen med fire mål.

Hviderusserne havde noget overraskende kvalificeret sig til mellemrunden i kraft af en sejr over Island, der blev sendt ud af EM via sidstepladsen i gruppe B.

Med sejren kommer Frankrig, der havde to point med til mellemrunden, op på fire point i mellemrundens gruppe 1.

Det samme har Polen og Norge, der endnu ikke har været i aktion i mellemrunden.

I samme gruppe mødes Kroatien og Makedonien senere torsdag aften.

Kroaterne har to point med fra det indledende gruppespil, mens makedonerne er uden point ligesom Hviderusland.

/ritzau/