Der mangler en klar leder på det danske landshold. Det var indtrykket efter blamagen ved Golden League i anden halvleg mod Norge, der endte med at vinde 32-26, selvom Danmark førte 17-14 efter første halvleg.

Henrik Møllgaard er en af de spillere, der erklærer, at der simpelthen ikke er en styrmand på banen, når modgangen kommer, og det var hans forklaring på, at Danmark kunne tabe anden halvleg med hele ni mål til et norsk hold, som ingen for alvor regner for noget.

- Vi mangler en, der træder i karakter og styrer tingene. Det duer ikke, at der er syv meninger ude på banen, når det spidser til. Der er én, der skal bestemme i de situationer. Og så må han lægge røven i klaskehøjde, hvis det ikke virker. I anden halvleg i dag var der syv, der ville bestemme hver for sig, sagde Møllgaard.

Skuffelsen over det dårlige resultat mod Norge var stor hos spillerne, og Møllgaard ærgrede sig specielt over, at sejrene over Frankrig og Kroatien nu ryger lidt i glemmebogen.

- Vi er skuffet over, at vi ikke kan mande os mere op og træde i karakter. Der er ikke nogen, der gider stå her i en dødssyg hal i Norge og tabte til et hold, som ingen tror på kommer i top 8 til EM. Det var ikke det sidste indtryk, vi gerne ville efterlade. Det er en grim en for os at gå hjem på. Jeg kan godt forstå, hvis der sidder folk derhjemme og er urolige.

Er du selv urolig før EM?

- Nej, for det har været en fin uge med gode træninger og fine kampe. Og der er forskel på en træningsturnering og et EM på hjemmebane. Men vi bliver husket for det sidste indtryk, og det var decideret dårligt. Men måske det er sundt nok for os at komme hjem og hanke op i os selv, sagde Møllgaard.

Bo Spellerberg var også frustreret over præstationen, og han har svært ved at forstå, at det kunne gå så galt i anden halvleg.

- Det er vanvittigt. Selvfølgelig skal man altid være bekymret, når man leverer sådan, og man ikke kan sætte en prop i. Det må vi have kigget på, for vi skal være bedre i modgang, lød det fra Spellerberg.