KOMMENTAR

De sikrede sig også gruppens førsteplads og kan dermed på fredag mod Makedonien se frem til en ny kamp, hvor landstræner Ulrik Wilbek igen vil kunne spare de spillere, der har brug for lidt pause.

Dermed kan landstræneren tage til en ottendedelsfinale mod sandsynligvis enten Tunesien eller Argentina med et friskt og udhvilet mandskab.

Det var igen fornemt angrebsspil, der sikrede den danske sejr over de mere og mere slidte islændinge. Tempoet var fra første fløjt sat i højt gear. Der skulle slides så meget som muligt på den smalle islandske trup, og det blev der.

Så snart de danske spillere fik fat i bolden piskede de frem, og det gav nogle lette mål. Men også i enkelte tilfælde nogle stressede afslutninger.

De lette mål var der brug for, da det ikke kan skjules, at det danske hold stadig har forsvarsproblemer. Ikke mindst den islandske stregspiller Kari Kristjansson fik for ofte lov til at husere, fordi såvel Rene Toft Hansen som Henrik Møllgaard for ofte fik placeret sig forkert på den store og meget kropsstærke islænding, der til daglig spiller i Bundesligaen.

Godt var det at se, at danskerne fint kunne spille uden Mikkel Hansen, der sad ude 10 minutter af første halvleg. Hans substitut, den kæmpestore Nikolaj Markussen, der har haft to sløje slutrunder i 2012, strutter af selvtillid. Hans skud er fænomenalt, men han viser også fint blik for sin stregspiller.

Men Mikkel viste sig også frem og gav efter pausen så mange beviser på, hvorfor han netop er kåret til verdens næstbedste. Hans form har været diskuteret, men den virker bestemt ikke dårlig. Skønt også at se Hans Lindberg optræde med en verdensklasse-præstation. For første gang i denne turnering skiftede Wilbek ikke sine fløje, så de hver fik 30 minutters spilletid. Lindberg udnyttede sine 60 minutter som meget scoringssikker og samtidig med en flot forsvarspræstation som den fremskudte.

Fløjkollega Anders Eggert skal roses som turneringens sikreste straffekastskytte. Det er imponerende at have udnyttet alle sine 15 forsøg fra syvmeterstregen.