Katrine Fruelund er færdig i Randers HK, når hun efter denne sæson indstiller karrieren.

Den snart 34-årige håndboldspiller, der scorede ikke færre end 15 mål, da Danmark vandt finalen over ved OL i 2004 over Sydkorea, havde håbet at få tilbudt jobbet som sportschef. Men det ønske har man i klubben afvist at opfylde.

- Det ærgrer mig. Men sådan er livet. Randers HKs beslutning er helt fair. De ville ’kun’ ansætte mig i et job uden særligt meget ansvar, mens jeg ønskede at have så meget at sige som muligt, lyder Katrine Fruelunds forklaring.

Randers HKs træner Jan Leslie havde gerne set Katrine Fruelund som sportschef.

- Den erfaring hun gennem et langt liv som elitehåndboldspiller har oparbejdet, kunne vi helt sikkert have draget stor nytte af, siger Jan Leslie.

Katrine Fruelund har endnu ikke besluttet sig for, hvad fremtiden efter håndbolden i stedet skal byde.

- Jeg er jo uddannet sygeplejerske. Så måske ender det med, at jeg går den vej. Men ellers har jeg i sinde at stille op til næste års byrådsvalg i Randers (for Venstre, red.), siger Katrine Fruelund.