Ulrik Wilbeks første initiativ som sportschef i Dansk håndbold Forbund har været at få hjælp hos islandske Olafur Stefansson.

Han starter godt nok først officielt i jobbet som sportschef d. 1. oktober, men Ulrik Wilbek har allerede taget hul på sine nye opgaver - og det har nu resulteret i, at en af verdens største håndboldkapaciteter skal hjælpe DHF.

- Jeg har allerede tyvstartet med et lille tiltag. Jeg synes jo hele tiden, at man lige så godt få lidt fra de bedste, og da Olafur Stefansson nu valgte at stoppe karrieren i AG København, så tænkte jeg, at ham skal vi have noget hjælp af i dansk håndbold. Så jeg har holdt et møde med Olafur Stefansson, og første skridt på vejen i vores lille samarbejde her er, at Olafur, han skal hjælpe vores U19-landshold, som Claus Hansen træner, i hele uge 44. Der skal han ind og komme med alle de ideer, han har. siger Ulrik Wilbek og uddyber valget af den nu tidligere islandske håndboldprofil:

- Når vi lige valgte ham, er det jo fordi, at Olafur efter min mening er verdens klogeste håndboldspiller. Og en af de dygtigste der overhovedet er. Jeg plejer at sige, ham kunne man aldrig lægge taktik mod. Vi glæder os meget til at se hans indgangsvinkler. Og så er der også noget med de her islændinge. De har lidt den her holdning med, at der ikke er noget kompromis - de siger, 'vi er ikke så mange, så vi må få det til at lykkedes med dem, vi er'. Det tror jeg godt, vi danskere nogle gange kan lære lidt af, siger landstræneren og nu altså også sportschefen i Dansk Håndbold Forbund.

Og Ulrik Wilbek erkender, at det er en speciel opgave, der venter ham, efter han nu har fået en ekstra DHF-kasket på.

- Det bliver jo et dobbeltjob i det første halvandet år, men det bliver et realistisk dobbeltjob. Jeg skal ikke lave to ting på en gang. Det handler om, at jeg skal udnytte de friperioder, der er som landstræner, til at agere som sportschef. Det er en speciel situation, fordi jeg skal være sportschef for mig selv. Men det er job med en arbejdsopgave, hvor vi har lavet en indholdsbeskrivelse, men hvor vi også er nødt til at føle os frem, og jeg er meget ydmyg omkring det, fordi vi aldrig har prøvet det før, siger Ulrik Wilbek.