De danske håndboldkvinder sluttede EM i Serbien med sejr over Rusland og slutter som nummer fem.

De skulle lige i gang, de danske håndboldkvinder i sidste kamp ved EM  i Serbien. Men da først hjulene kom i gang, løb Pytlicks piger afgørende fra deres russiske modstander i kampen om 5. pladsen og vandt 32-30 (15-15).

Der har været talt meget om lørdagens kamp mod Rusland, da man i den danske lejr først troede, at kampens vinder fik en direkte VM-billet. Sådan forholdt det sig imidlertid ikke, men den skuffende besked fik det danske landshold først efter torsdagens sejr over Norge.

På den baggrund kunne man have frygtet et dansk landshold i umotiveret tilstand en lørdag middag i en næsten tom kæmpehal i Beograd. Men typisk for gåpåmodet på dette nye dansk landshold, tog spillerne opgaven alvorligt og gik efter sejren. Og fik den.

Ikke alt var godt. Forsvaret var i perioder skidt kørende. Og der blev lavet en del fejl. Men det positive overgik det negative. Især Louise Burgaard viste stor klasse. Og det samme gjorde tilbagevendte Lærke Møller.

Også det danske angreb leverede varen, der altså endte med at blive pakket ind i den 5. plads, der alt i alt kun kan betegnes som absolut godkendt for et dansk hold med plads til forbedring, men også med et potentiale, der berettiger til stor optimisme på det danske kvindelandsholds vegne.