Godt nyt til Rene Toft Hansen. Og albueskinnen.

For nu har yderligere to potentielle modstandere godkendt den specieldesignede beskyttelse, den danske stregspiller må benytte under VM.

Ifølge DR Sporten har Frankrig og Tyskland nu sagt ja til, at Rene Toft Hansen kan stille op med den meget omtalte albueskinne, hvis Danmark skulle støde på holdene længere henne i slutrunden.

Det er Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær, Morten Stig Christensen, der har oplyst om de to nationers accept af albueskinnen. Ifølge DR Sporten er der endnu kun tale om en mundtlig aftale, men ’papirarbejdet forventes at blive bragt i orden inden længe’.

Lige op til VM forbød det internationale håndboldforbund, IHF, at Rene Toft kunne bruge albueskinnen under slutrunden. Siden ændrede man dispensation med det forbehold, at Danmarks modstandere skulle sige ja eller nej.

Det har alle hold i Danmarks indledende gruppe - Egypten, Sverige, Bahrain og Qatar - gjort, mens Rene Toft sad over i den første kamp mod Argentina.

Det danske landsholds næste kamp er onsdag mod Bahrain.