Det historisk store nederlag til Spanien i VM-finalen for to år siden gør stadig ondt på flere af de danske spillere. Første revanche efter nedsmeltningen i guldkampen, som spanierne vandt 35-19, kom sidste år på hjemmebane til EM i Herning, da Danmark dukkede verdensmestrene i mellemrunden.

Men nu får Danmark mulighed for også at revanchere sig i VM-regi, når Spanien venter onsdag i kvartfinalen ved VM i Qatar.

Et tidligt opgør mellem to af guldfavoritterne, men det har Danmark kun sig selv at takke for, som Anders Eggert påpeger.

»Vi er selv skyld i, at vi allerede skal møde Spanien nu. De andre tre favoritter holdt jo deres seedning, hvis man kan snakke om det. Det er der ikke noget at gøre ved. Vi har spillet rigtig mange kampe mod Spanien, og jeg tror, vi har en ok statistik gennem de seneste par kampe, men de fleste husker nok bare VM-finalen. Men rent faktisk har Spanien stået fint til os, og jeg tror heller ikke, de synes, det er sjovt at skulle møde os,« siger Anders Eggert og tilføjer:

»Vi er ikke bange. Vi synes, vi har niveauet til at vinde den kamp,« mener venstre fløjen.

Jesper Nøddesbo har sin daglige gang i storklubben Barcelona, og han har derfor et indgående kendskab til en lang række af de spanke spillere. Og i hans optik er det største pres på spanierne, der har vundet samtlige kampe indtil videre ved VM, inden kvartfinalebraget.

»Som regerende verdensmestre må de tage favoritværdigheden. Det er et hold, som er bygget op om en kerne af Barcelona-spillere og spillere, som har været i de samme klubber, så de har samme forståelse af håndbold. De skal ikke bruge meget tid på at blive spillet sammen, og det er småjusteringer, som gør, at de bliver bedre og bedre i løbet sådan en turnering her.«

Mikkel Hansen kender også mange af de spanske landsholdspillere, efter han spillede i Barcelona fra 2008-2010, og han ser frem til at prøve kræfter med et mandskab fra øverste hylde.

»Det er spændende. Det er altid sjovt. For mig personligt er det altid sjovt at spille mod nogle af de bedste spillere i verden, og dem har Spanien mange af. De har en masse spillere, som spiller i de største klubber rundt om i verden. Det glæder jeg mig meget til. Jeg har ikke set så meget – hvordan og hvorledes de spiller. Men de spiller nok som de plejer. Meget udefra. De har en stor, stærk stregspiller. I forsvaret har de det med at være offensive hele tiden. Klassisk spansk. Det er et rigtig godt hold,« siger Mikkel Hansen.