Skjern Håndbold må søndag nøjes med skulle at spille om tredjepladsen ved EHF Cup'ens Final4-stævne i Berlin.

Således tabte træner Ole Nørgaards tropper 23-27 i semifinalen til HSV Hamburg.

Der kunne intet indvendes imod resultatet.

Det tyske hold, der vandt Champions League så sent som i 2013, tog fra kampens begyndelsen teten, og førte efter de første 30 minutters spil 14-11 blandt andet takket være tre fuldtræffere fra stregen af den danske landsholdsspiller Henrik Toft.

I denne periode af kampen havde Skjern-skytterne det svært overfor Hamburgs veteranmålmand Johannes Bitter, der diskede op med redninger i verdensklasse.

Til sammenligning havde Skjerns målmænd svære arbejdsbetingelser. Hverken Søren Pedersen eller afløseren Kristoffer Laursen fik fat i særligt meget, fordi hjælpen fra forsvaret udeblev.

Umiddelbart efter pausen reducerede Morten Balling på straffekast til 12-14.

Det rystede dog ikke tyskerne, selvom de straks efter fik den tidligere Kiel-stjerne Johan Pettersson alvorligt ankelskadet og ikke havde backup på højrefløjen af sin leverskadede danske profil Hans Lindberg.

HSV Hamburg bragte sig foran 18-13 og fastholdt den komfortable føring resten af kampen.

Hos Skjern var Lasse Mikkelsen bedste målscorer med fem fuldtræffere, mens Kentin Mahe var mest effektive skytte hos HSV Hamburg med seks mål.

Skjerns nederlag kommer efter en periode, hvor de ellers har leveret store resultater:

Tidligere på foråret vandt de den danske pokalfinale, og efter sejren på seks mål over Bjerringbro-Silkeborg i det første af to semifinale-opgør, er vestjyderne tæt på kvalifikation til DM-finalen mod formentlig KIF Kolding København.

Men HSV Hamburg har tilsyneladende krammet på danske hold. Dem har de nu mødt 12 gange, og kun en enkelt kamp er blevet tabt.

I søndagens bronzekamp skal Skjern møde RK Gorenje Valenje, som tabte sin semifinale 24-27 til Füchse Berlin.