Olafur Kristjansson er cheftræner for FC Nordsjælland i Superligaen, men mandag aften sætter han sig til rette i sofaen for at følge en sportsgren, der har meget mere harpiks og meget mindre græs end fodbold. Håndbold.

Den islandske cheftræner står med et ben i begge lejre inden Danmarks kamp mod Island ved VM i Qatar. Han arbejder i Danmark, har mange venner og bekendte i Danmark, men stammer fra Island, hvor han har udlevet en stor del af sin fodbold- og trænerkarriere.

På spørgsmålet om, hvem han holder med mandag aften, falder svaret alligevel prompte.

»Jeg håber altid, det går godt for Danmark, men jeg hepper klart på Island i aften. Altid håber jeg, at begge hold kommer så langt som muligt, men det håb bliver jo lidt ødelagt, når de nu skal møde hinanden i ottendedelsfinalen,« siger Olafur Kristjansson.

Normalt spiller Danmark og Island utroligt tætte kampe. Mandag aften må Island undvære playmaker Aron Palmarsson, der sidder ude med en hjernerystelse, og det kan blive kampafgørende, vurderer den islandske fodboldtræner.

»Selvfølgelig er det en streg i regningen for Island, at de må undvære Palmarsson, og derfor tror jeg også, at Danmark ender med at vinde til sidst. Men jeg håber meget på Island,« siger FC Nordsjællands træner.

I Danmark er der tradition for at mødes til håndboldkampe, som på den måde bliver et socialt arrangement. Sådan forholder det sig også i Nordsjælland-trænerens hjemland.

»Islændinge har identificeret sig med sporten, og folk kan godt lide det, fordi der er meget action. Til sådan en kamp som i aften samler folk sig i stuerne eller på barer præcis på samme måde som danskerne,« siger Olafur Kristjansson.

Danmark og Island spiller mod hinanden kl. 19.00. Kampen kan følges live bt.dk.