FCM tog en stor skalp med sejren over CSM Bucuresti, men det får ikke klubben til at ændre målsætning.

Ikast. Et forsvar, der stod stærkere, end man kunne forvente. Et par spillere, der var tilbage efter skader. Et modstanderhold, der ikke var helt på mærkerne.

Sådan lyder cheftræner Kristian Kristensens opskrift på den choksejr, som FC Midtjyllands håndboldkvinder hentede lørdag aften, hvor de forsvarende Champions League-mestre, CSM Bucuresti, blev slået 24-21.

»Vi præsterede over evne defensivt, og så ramte vi Bucuresti på en halvsløj dag.«

»Den første reaktion er glæde og jubel, og når vi har haft tid til at sunde os, tror jeg, det begynder at gå op for os, hvor stor en bedrift det er,« siger Kristian Kristensen.

FC Midtjylland indledte ellers Champions League med at tabe med hele 12 mål til ungarske Györ i sidste weekend, men holdet var som forvandlet i kamp to.

»En af de store forskelle er, at vi havde hele truppen intakt til denne kamp.«

»Jeg ved godt, at Györ-kampen var en øretæve af de større, men den kamp er død og begravet. I dag havde vi alle 15 mand klar,« forklarer Kristian Kristensen.

Hans hold er havnet i en sand dynamitpulje, hvor russiske Rostov-Don er det sidste hold, og forventningerne til FCM har af samme grund været afdæmpede.

Skulle det ikke lykkes at komme mellem de tre bedste i fireholdspuljen, vil det ikke blive anset som en fiasko. Det har lørdagens sejr ikke ændret på.

»Vi har hele tiden vidst, at hvis vi præsterede over evne, havde vi mulighed for to, fire, måske flere point. Det har vi bevist i dag.«

»Det ændrer dog ikke noget på vores målsætning på den korte bane. Vi jagter sejr i hver kamp og skraber alt det til os, som vi kan.«

»Er det nok til en tredjeplads, så er det fint, og det vil nok give genlyd i Europa,« siger Kristian Kristensen.

FC Midtjyllands tredje Champions League-kamp spilles på udebane mod Rostov-Don næste lørdag.

 

/ritzau/