Stine Jørgensen og Mie Augustesen har begge forlænget deres kontrakter med FC Midtjylland, der nu råder over de to landsholdsspillere frem til sommeren 2017.

Dermed er FCM godt besat fremover, når klubben fortsat vil jagte medaljer og international succes.

FCMs sportschef Hans Peter Riis glæder sig naturligvis over at have forlænget aftalerne med de to spillere, der figurerer som henholdsvis ventreback og venstre fløj.

Stine Jørgensen spiller venstreback på såvel landsholdet og for FCM, og hun havde ellers en option i sin kontrakt om, at hun frit kunne se sig om en ny klub. Men valget faldt i sidste ende på FCM.

»Når man har en option, er man nødt til at overveje sine muligheder, men min mavefornemmelse  sagde hurtigt, at jeg skulle blive i FCM og fortsætte det arbejde, vi er i gang med,« siger Stine Jørgensen på FCMs hjemmeside.

Hos Mie Augustesen var valget om at underskrive en ny kontrakt med FCM ligetil, fortæller hun.

»Det var ikke noget svært valg at forlænge. Jeg er faldet godt til og har det godt på holdet og føler mig hjemme i FCM. Vi ligger med i toppen hvert år, og her er nogle spillerne, som har en fed indstilling til hver træning. Det er et hold, som vil vinde medaljer, og det vil jeg også selv,« siger Mie Augustesen.