Glæden over den vundne DM-guldmedalje var stor i FC Midtjylland-lejren.

»Sportsligt har vi med fire vundne titler haft en fantastisk sæson. Vores bedste nogensinde. Men også økonomisk er der udsigt til bedre tider. Som mestre er vi sikre på direkte kvalifikation til Champions League-gruppespillet i næste sæson. Og det er altså en mindre formue på et seks-cifret beløb værd,« sagde direktør Torben Kølbæk med et smil.

Han har dog ikke i sinde at bruge penge på indkøb af yderligere spillerforstærkninger.

»Ganske vist siger vi nu farvel til profiler som Nycke Groot og Line Jørgensen. Men i stedet byder vi Louise Burgaard og Johanna Ahlm velkommen. Vores trup bliver i næste sæson stærk nok til igen at kunne spille med om mesterskabet,« sagde Torben Kølbæk.

FCM-træner Helle Thomsen var også i højt humør efter triumfen.

»De seneste dage har ikke været lette for os. Først blev Line Jørgensen så hårdt ramt af influenza, at hun måtte melde afbud til finalen, og dernæst blev Fie Woller ankelskadet. Hun blev kun spilleklar, fordi vi gav hende et par smertestillende piller. Vi vinder finalen samlet (45-44, red.) fordi spillerne besidder en enestående fightervilje,« sagde Helle Thomsen.

Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, mener, at hans hold er meget stærkt.

»Men vi vil meget gerne slå os igennem til Champions League-kvalifikationen, og derfor vil vi se, om vi kan forstærke os med en bagspiller med henblik på netop denne Champions League-kvalifikation, som vi iøvrigt håber at få på hjemmebane. Det vil vi i hvert fald ansøge om,« sagde Thomas Hylle.