Jan Pytlick har onsdag morgen offentliggjort hvilken spiller, som er røget af truppen til fordel for den indkaldte Camilla Dalby.

Det blev Pernille Holst Holmsgaard, som lå syg under træningen om tirsdagen. Hun har været plaget af et maveonde de seneste dage og er således ikke med i kvartfinalen mod Tyskland onsdag aften.

- Jeg tror på, at Camilla Dalbys kompetencer kan være en fordel for os i denne kamp. Det vil give os nogle ekstra muligheder i bagspillet. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan benytte Pernille til kampen mod Tyskland, men hun er stadig i spil til de kampe, som forhåbentlig venter efter kvartfinalen, siger Jan Pytlick ifølge dhf.dk

Danmark må nemlig foretage endnu en udskiftning i løbet af turneringen, og da man gerne må skifte en spiller tilbage i truppen, bliver Pernille Holst Holmsgaard i Serbien sammen med resten af truppen.