Kim Andersson er den klart største stjerne i herreligaen, men meget tyder på, at den svenske højre back fra sommer er fortid i både KIF Kolding København og dansk håndbold.

BT erfarer nemlig, at Kim Andersson har været i Paris for at forhandle med den stenrige storklub Paris Saint-Germain, der blandt andre har Mikkel Hansen i folden.

Tidligere i februar – helt præcis 10. februar – var svenskeren ifølge BTs oplysninger et smut i den franske hovedstad for at diskutere kontraktvilkår med PSGs ledelse, og han blev samtidig undersøgt i den venstre skulder, der har voldt ham store problemer de seneste to år.

Kim Andersson kan kvit og frit forlade de danske mestre efter denne sæson, hvor hans treårige kontrakt udløber. Men KIF har dog ikke tænkt sig at opgive den 32-årige svenske profil uden kamp.

Direktør Jens Boesen bekræfter overfor BT, at han er bekendt med Kim Anderssons franske visit, men KIF-bossen har selv smidt et tilbud om en kontraktforlængelse på bordet for at holde på holdets største stjerne.

»Vi har givet ham et tilbud før jul, og nu er det op til Kim at svare på det, når han finder ud af, hvad han vil. Men vi kan jo slet ikke konkurrere med det, han kan få i Paris. Der kan han jo få det dobbelte i løn. Det er en helt anden verden. Det er vi godt klar over, og derfor ved vi også godt, at der er en risiko for, at han vælger dem. Andet ville være ulogisk,« konstaterer Jens Boesen og fortsætter:

»Vi er helt ok med, hvis han vælger en meget flot økonomisk kontrakt – måske den sidste han indgår i sin karriere – med Paris. Selvfølgelig er det noget, han er nødt til at overveje alvorligt,« siger Boesen, der gerne vil beholde Andersson, men dog ikke ligger søvnløs over svenskerens flirt med pariserne.

»Så må vi finde en anden løsning, hvis han ikke fortsætter hos os. Nu må vi se. Det kommer også an på, om han overhovedet vil fortsætte med at spille – det afhænger jo af, hvordan det går med hans skulder, og om han kan spille på det niveau, som han gerne vil,« lyder det.

Mod et PSG-skifte taler netop Kim Anderssons venstre skulder, som han har haft alvorlige problemer med de seneste par år. Det er først i denne sæson, at Andersson igen er begyndt at kunne skyde, uden han dog er i nærheden af den skudstyrke, der blandt andet var med til at gøre svenskeren til en af verdens allerbedste spillere, før han blev skadet.

Set i det lys kan det undre, hvis en ultraambitiøs klub som Paris Saint-Germain vil hente svenskeren med alt, hvad det indebærer af usikkerhed om hans fysiske forfatning.

BT forsøgte onsdag forgæves at komme i kontakt med Kim Andersson.