Team Esbjerg ligner en vinder af grundspillet i Primo Tours Ligaen efter udesejr på 27-25 over mestrene fra FCM Håndbold. Med to point mere er vestjyderne sikre på minimum kvalifikationsspil til Champions League.

»Det er ikke sikkert endnu. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at afgøre sagen hjemme mod Ringkøbing i næste kamp. Med to point dér, så er sagen naturligvis afgjort,« sagde Team Esbjergs træner, Lars Frederiksen, efter kampen til TV2/Sporten.

Med sejren har vestjyderne et forspring på to point til netop FCM, og der mangler to kampe. Da Esbjerg også vandt den første indbyrdes kamp - med 29-23 - vil to point mod enten Ringkøbing eller på udebane mod København Håndbold i grundspillets sidste kamp være nok til at sikre sig førstepladsen, da indbyrdes kampe tæller først i tilfælde af pointlighed.

Vinderen af grundspillet er sikker på minimum Champions League-kvalifikation. Lykkes det at komme i DM-finalen, får grundspilsvinderen også fordel af hjemmebane i sidste finalekamp.

»Vi taber i dag, fordi vi slipper for mange mål ind. Vi har stadig teoretisk muligheden for at vinde grundspillet. Men nu må vi se,« sagde FCMs norske venstre back, Veronika Kristiansen, efter kampen.

Kampen i almindelighed - og anden halvleg i særdeleshed - var meget ujævn.

Team Esbjerg førte 16-14 ved pausen, men FCM udnyttede en  vestjysk scoringspause på syv minutter i anden halvleg til at bringe sig foran 22-18.

Men herefter var det midtjyderne, der ikke scorede i ni minutter, og så var Esbjerg pludselig i front.

Vestjyderne havde i slutfasen fordel af, at uafgjort kunne være et fint resultat, da de stadig ville være bedst indbyrdes i tilfælde af pointlighed. Det tvang FCM til at satse ved at spille uden målmand, hvorefter mestrene smed bolden væk med det resultat, at Team Esbjergs Tove Seest reelt kunne afgøre kampen til gæsternes fordel med målet til 26-24 et minut før tid.

»Det var med i min game plan, at jeg gav pauser til spillere som Laura van der Heijden, Estavana Polman og Betina Riegelhuth. Det lønnede sig til sidst,« sagde Lars Frederiksen.