Førerholdet i Primo Tours Ligaen regner med, at sejr i grundspillet giver direkte adgang til Champions League.

Esbjerg: Team Esbjerg føler sig godt på vej direkte i Champions League i kvindehåndbold.

Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, har ifølge en meddelelse på forbundets hjemmeside besluttet at tildele de to nationer med den højeste koefficient for klubhold, Ungarn og Danmark, en ekstra direkte plads i mesterturneringen.

Danmarks ekstra plads vil Team Esbjerg nyde godt af, såfremt klubben vinder grundspillet i Primo Tours Ligaen, og det kan ske på lørdag.

Team Esbjergs direktør, Per Kristiansen, glæder sig over de sportslige udsigter, men økonomisk bliver det i givet fald formentlig ingen guldgrube.

- Jeg tror, vi kan regne med, at det går i nul, siger Per Kristiansen.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har endnu ikke modtaget en officiel udmelding fra EHF, og før det sker, kan man i DHF ikke sende en endelig bekræftelse ud.

Men hvis EHF's beslutning fra eksekutivkomitéens møde i Bordeaux om en ekstra direkte plads i Champions League står til troende, og Danmark dermed får to direkte pladser, ligger Team Esbjerg lunt i svinget til den ene.

DHF's regler på området er nemlig klare. Den første CL-plads går til vinderen af DM-finalen. Den anden plads går til vinderen af grundspillet. Hvis vinderen af grundspillet også vinder DM-finalen, går den anden plads til DM-sølvvinderen.

Såfremt vinderen af grundspillet kommer direkte i Champions League, får Team Esbjergs hjemmekamp på lørdag mod rækkens nummer næstsidst, Ringkøbing Håndbold, en særlig betydning.

Med en sejr vil vestjyderne for anden sæson i træk sikre sig førstepladsen i grundspillet, idet FC Midtjylland derefter ikke vil kunne indhente Team Esbjerg i sidste spillerunde, konstaterer klubben.

Tidligere har vinderen af grundspillet blot fået en plads i kvalifikationen til Champions League.

Netop kvalifikationen blev endestation for Team Esbjerg i Champions League i denne sæson. Holdet tabte i kvalifikationsfinalen til Baia Mare fra Rumænien.

/ritzau/