KOMMENTAR
Jeg synes, Mikkel Hansen er en fantastisk håndboldspiller. Han har en fin psyke, når alle venter, at han med sit helt særlige talent skal afgøre håndboldkampene. Han er en skytte langt ud over det sædvanlige, og så er hans afleveringsspil i perioder af en helt anden verden.
Så god er Mikkel Hansen, at jeg stadig er forundret over, at han ikke igen for nylig blev kåret til verdens bedste håndboldspiller. Selv om han ikke spillede et godt OL, er der ikke i mine øjne en mere betydende håndboldspiller end danske Hansen. Mikkel Hansen er også kendt for at sætte pris på sine fans, hvis drømme om en autograf eller et billede han vil gøre meget for ikke at slukke. Meget sympatisk.
Indtil videre har Mikkel Hansens VM været helt godkendt, og hans betydning for dansk succes bliver - begyndende med dagens kvartfinale mod Ungarn - kun større og større.
Mikkel Hansen mangler imidlertid mindst en enkelt dimension for at træde sit verdensstjernepotentiale helt igennem.
Lige nu er Mikkel Hansen ikke ret meget andet end en dygtig håndboldspiller, og han er selvfølgelig heller ikke forpligtet til at være mere end netop en dygtig håndboldspiller.
Men efter at jeg nu i halvanden uge under håndbold-VM har kedet mig igennem Mikkel Hansens indelukkethed og tydelige ugidelighed i mødet med offentligheden, er jeg nået til et punkt, hvor jeg finder det synd for håndboldsporten, at en af spillets største stjerner tilsyneladende mangler forståelse for, at kontakten til den halvanden million danskere, der sidder og kigger med, også har en betydning.
Tænk, hvis publikum bare måtte hænge på efter kampen for at høre en af spillets største dele sine oplevelser af kampen. Lige nu er man tættere på at slukke.
Der var vel engang, hvor denne offentlighed, som trofast er med til at opretholde herrelandsholdets position som en af landets helt store sportsinstitutioner, kunne sidde og spekulere i, om denne unge Mikkel Hansen bare vare en genert dreng.
Jeg læser sådan set stadig en vis grad af generthed i attituden, men må også bare sige, at det ikke længere kan stå alene. Nu spørger man også sig selv: Er han sur? Er han arrogant?
Og nej, jeg efterspørger ikke, at Mikkel Hansen skal være fjollet, skal være med i ’Vild med Dans’, skal i ’Firestjerners middag’, og hvad der ellers over årene er blevet forvekslet med at »give noget af sig selv.« Jeg efterspørger egentlig bare en lidt tydeligere respekt for, at det er en del af arbejdet at tale med et minimum af passion, begejstring, glæde, indlevelse til det store, store publikum, som gemmer sig ude på den anden side af det pressecirkus, som ikke mindst DR og TV2 ruller ud under sådan en slutrunde.
Og så til udgangsreplikken om den ungarske opgave i aften: Den kamp har potentiale til at blive den første rigtigt svære for danskerne ved VM.
Når ungarerne spiller bedst, spiller de ret godt, og de har ikke mindst et ganske solidt 6-0-forsvar med en god midterakse foran målmand Mikler. Flere styrker finder vi på højreback, hvor Nagy er en glimrende skytte, og på playmakerpladsen, hvor der er fint tempo i Csaszar, som også selv er farlig som afslutter.
Men Kroatien viste i indledende puljespil, at der med godt forsvarsspil virkelig er basis for at løbe kontra på dette ungarske hold. Derfor kan jeg heller ikke få øje på, at det kan gå anderledes, end at Danmark spiller sig i semifinalerne, og at det også sker nogenlunde sikkert.
Benjamin Munk Lund er nyhedschef på sporten.dk og blogger om VM i herrehåndbold her på sporten.dk og i Berlingske
