Endnu en kroatisk bronze til samlingen

Kroatien vandt tabernes finale med sikker sejr over naboerne fra Slovenien

For tredje gang inden for 12 måneder hentede Kroatien bronze ved en slutrunde. Først ved EM i 2012, så ved OL og nu ved VM.

Det blev en realitet, da kroaterne vandt bronzekampen mod naboerne fra Slovenien med 31-26 (14-13).

Det var nogle meget trætte spillere, der betrådte banen i Palau San Jordi i Barcelona.

Kroaterne havde kun haft 20 timers pause, siden de meget skuffede forlod semifinalen mod Danmark.

Slovenernes humør var meget bedre. Ingen havde regnet med, at de skulle spille en kamp om VM-bronzen.

Kroaterne kunne kun stille med 15 spillere, da Drago Vukovic blev skadet mod Danmark, og man undervejs har skiftet ud to gange.

Den slovenske målmand Primoz Prost, der tidligere har spillet i BSV og Skjern, kunne før kampen fortælle, at han efter sæsonen skifter fra franske Montpellier til Bundesligaklubben Göppingen.

Det var også Prost, der startede i slovenernes mål, og det gjorde han ganske pænt.

Egentlig var det underligt, hvor lidt kroaternes træner Slavko Goluza skiftede ud i første halvleg. hans hold kunne dog gå til pausen med en føring på 14-13.

Kampen blev afgjort, da Kroatien fra 14-14 scorede syv gange i træk. Resten var kun kosmetik.

Og så ligger det med fast, at Anders Eggert ender som topscorer i VM-turneringen. Cupic scorede otte gange mod Slovenien og ender på 50 mål, mens Eggert står på 52 før VM-finalen.

Læs også: