Der var et drama lige til Champions Leagues historiebøger, da THW Kiel og Veszprem måtte ud i forlænget spilletid, før finalebilletten havde fundet sin ejermand.

Og det blev ungarske Veszprem, som til sidst viste, hvorfor de sammen med Paris var forhåndsfavoritter til at hjemføre Champions League-titlen anno 2016, da de vandt med 31-28.

Ungarerne havde lige et ekstra gear i forhold til et skadesplaget Kiel-mandskab, hvor Niklas Landin ellers gjorde, hvad han kunne med en stor kamp i målet med masser af spektakulære redninger.

Men Kiel manglede det sidste overskud i den forlængede spilletid i Lanxess Arena, hvor stemningen havde fået et lille nøk op i forhold til første semifinale mellem Paris og Kielce. Det var en naturlig konsekvens af, at de mange tyske tilskuere fik et hold at holde med i form af Kiel. Og samtidig havde de fleste ungarske Veszprem-tilskuere tilsyneladende brugt den sommervarme dag i Køln på at opbygge en promille, som selv lørdagens mange karneval-gængere i Aalborg sandsynligvis havde givet et anerkendende nik.

Tæt på overraskelsen

Kiel stod ellers med de bedste kort på hånden, da de med mindre end to minutter tilbage af den ordinære spilletid førte med to mål og lignede en overraskende deltager i finalen.

Men Veszprem satte et flot comeback sammen og med en scoring fra højre fløjen Gasper Marguc udlignede Veszprem til 25-25 og fremtvang dermed forlænget spilletid.

Og i de ekstra ti minutter, holdene skulle kæmpe sig igennem, var det altså Veszprem, som havde flest ressourcer tilbage og vandt og derfor nu skal spille finale mod Kielce.

Niklas Landin og Kiel må nøjes med at spille bronzekamp mod Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og de andre Paris-stjerner, der sikkert vil være lige så skuffede som tyskerne.