I 12. forsøg lykkedes det langt om længe Bjerringbro-Silkeborgs herrer at sejre i mesterligaen

Så lykkedes det endelig. Bjerringbro-Silkeborgs (BSV) herrer i håndbold vandt søndag over franske Chambéry i Champions League og sikrede dermed klubben, de første point i turneringen nogensinde.

Men det holdt hårdt. Det jyske mandskab, der havde hjemmebane i Kjellerup Arena, var tæt på at sætte en sikker føring over styr, som det skete flere gange i sidste sæsons gruppespil, der endte med ti kampe uden sejr.

For kampen begyndte forrygende for de danske sølvvindere, der har overtaget pladsen i mesterholds-turneringen fra konkursramte AG København.

Via en stærk kontrafase opbyggede BSV en føring på 9-4, og alle tegn i sol, måne og stjerner pegede i retning af en sikker dansk sejr.

Men så tog franskmændene en timeout og ændrede forsvar til en mere offensiv 5:1-opdækning. Og det taktiske træk havde det danske hold uhyre svært ved at finde modtræk mod.

Tværtimod forivrede BSverne sig i offfensiven med en række dyre fejl til føle. Resultat: Føring ved pausen til Chambéry på 15-14.

De første 30 minutter havde dog vist den klare vej til dansk succes. Hurtige kontrastød. Det var det, der skabte BSVs store føring tidligt i kampen.

Og det var også kontrafasen, der gjorde, at BSV i anden halvleg kunne bremse en truende nedtur, hvor holdet efter 10 minutter var bagud 15-18, men hvor en række pragtredninger af Jannick Green lagde grunden til en række lette mål.

De mål, der i sidste ende sikrede en fortjent sejr på 25-23 over det franske mandskab, der havde de to tidligere HSV Hamburgspillere, brødrene Bertrand og Benjamin Gille, i truppen, uden at de dog kunne forhindre BSV første pointhøst i den prestigefulde turnering.