Kommer kvindelandsholdets anfører, Line Jørgensen, med til december måneds EM-slutrunde i Ungarn? Landstræner Jan Pytlick håber det bedste, men garanterer intet.

I sommer har Line Jørgensen haft skulderproblemer, og så sent som i sidste uge pådrog hun sig en knæskade i en liga-kamp mellem hendes klub FC Midtjylland og Team Esbjerg.

Så slemt stod det til med benet, at hun efterfølgende blev meniskopereret.

- Det er pokkers uheldigt. Os på landsholdet må undvære Line i denne uges træningssamling (i Kolding, red.). Men hvad angår hendes klubhold har konsekvenserne været større, siger Jan Pytlick og tilføjer:

- Havde Line været spilleklar i weekenden, er jeg sikker på, at FCM havde klaret sig helskindet gennem Champions League-kvalifikationen. Nu tabte de til Radnicki (fra Serbien, red.), og må nøjes med at deltage i Cup Winners Cup. I Danmark påstår vi, at vi har verdens bedste liga. Derfor er det meget ærgerligt, at vi i den største af Europa Cup-turneringerne kun bliver repræsenteret af Viborg.

Med Line Jørgensen på skadeslisten mangler Jan Pytlick en kompromisløs forsvarsspiller og træfsikker skytte.

- Nu må vi se, hvordan hendes skadesforløb arter sig. Naturligvis håber jeg det bedste. Under alle omstændigheder er det for tidligt, at fastslå at hun ikke kommer med til EM. Der er trods alt over to måneder inden det går løs i Ungarn, siger Jan Pytlick.

I denne uges træningslejr, der foregår fra tirsdag til torsdag i Kolding, har Jan Pytlick netop valgt at supplere sin trup med Silkeborg-spillerne Simone Bøhme og Anne Cecilie Dornonville De La Cour.

- I første omgang betragter jeg dem som spændende suppleringsspillere, men gør de det godt i træningslejren, kan det naturligvis ikke udelukkes, at de kommer i spil til vores kampe i oktober i Golden League-turneringen på hjemmebane, siger Jan Pytlick.

Her møder hans tropper Frankrig, de brasilianske verdensmestre samt Norges regerende olympiske mestre.

- Inden EM spiller vi kun denne turnering samt en turnering i Norge i november. Det er derfor vigtigt, at vi får vores forsvars- og angrebssystemer på plads, siger Jan Pytlick.

I de næste dages træningslejr er det netop disse, der skal fokuseres ekstra meget på.

- Siden vi spillede EM-kvalifikationskampe i juni, har spillerne ikke trænet sammen. Så de næste dage kommer primært til at handle om repetition, siger Jan Pytlick.

Ved EM er Danmark i pulje med Norge, Rumænien og Ukraine.

- Naturligvis går vi efter et topresultat. Men vores målsætning for turneringen laver vi først senere på efteråret, når vi kender truppens sammensætning, siger Jan Pytlick.

Da det danske kvindelandshold senest deltog i en international slutrunde - sidste år i december i Serbien - vandt de VM-bronze. 

---

FAKTA
# Det danske kvindelandshold i håndbold deltager i december i Ungarn ved EM, hvor de er i indledende pulje med Norge, Rumænien og Ukraine

# Som optakt spiller landsholdet to Golden League-turneringer.

# I oktober møder man her på hjemmebane Frankrig, Brasilien og Norge, mens man i Norge i november møder Serbien, Frankrig og værtsnationen.