Danmark har fået en godkendt start på EM med to sejre i de to første kampe. Spillemæssigt har holdet dog ikke ramt det forventede niveau, og specielt i den seneste kamp mod Montenegro er det blevet bemærket, at spillernes attitude også var mangelfuld.

Der er blevet fokuseret på, at der manglede vildskab og udstråling hos de danske spillere, som lignede pæne skoledrenge ved siden af de langt mere fandenivoldske montenegrinere.

Nu erkender den rutinerede stregspiller Jesper Nøddesbo også, at netop attituden er en udfordring for landsholdet. Derfor forstår han også godt, at der er blevet rettet kritik mod håndboldherrerne på det, som han selv kalder et 'forbedringspunkt'.

»Vi kan godt lige nu have tendens til at blive lidt triste en gang imellem på det her hold. Vi er hurtige til sådan at blive mutte og hænge med hovedet, når det ikke lige går vores vej. Der skal man måske bruge noget af den energi, der er, på at blive mere udadvendt. Men lige nu der ser jeg ikke vores hold som værende specielt udadvendt,« siger Jesper Nøddesbo, der mener, at det er misvisende med det beskedne kropssprog.

»Vi skal huske at kigge på det, vi laver og se, om det er godt nok, før vi bliver triste. Hvis vi nu løb rundt og spillede ad helvede til, så var der måske grund til at være trist, men når vi løber rundt og laver fine ting og spiller godt, så må vi kraftedeme udover stepperne, så er der ikke noget med at gå og kigge ned i gulvet. Så får vi i hvert fald problemer senere hen i turneringen,« siger Barcelona-spilleren.

Også Anders Eggert anerkender, at der i perioder manglede ild i øjnene på danskerne i kampen mod Montenegro.

»Nu har vi set lidt af kampen, og jeg kan måske godt se, hvad folk mener. I de perioder, hvor vi spiller hurtigt og aggressivt, ser det ud til, at der er mere vilje bag. Men jeg tror bestemt, at viljen var der. Folk var klar til kamp. Det var et spørgsmål om, at folk blev lidt usikre og frustrerede over, at det ikke helt lykkes. Og det er det, man mærker udefra. Vi kæmper internt på holdet for hele tiden at være der og klar til kamp. Det lægger vi mange timer i. Vi kæmper og gør det, vi kan. Der mangler så måske lidt på udstrålingen,« siger venstre fløjen og fortsætter:

»Vi mangler, at vildskaben kommer til udtryk, men jeg tror, det kommer stille og roligt, men i første omgang forholder jeg mig til, om vi er klar til kamp, om vi er forberedte, har vi en god følelse, når vi går ind til kamp? Og det har vi. Vi har fornemmelsen af, at vi ved, hvor vi er hver især. Der er ingen tvivl om, at vi mangler at få sikkerheden ind på holdet, så overskuddet kommer til udtryk,« siger han.

I har et meget fladt hierarki på det her hold - er det en ulempe, at der ikke er nogen, som går forrest inden på banen og hiver de andre med?

»Man kan sige, det er den danske stil. Det har tit været sådan. Tidligere har der været meget markante typer som Kasper Hvidt. I Flensborg var det Ljubomir Vranjes, der nu også er træner - dengang var han playmaker og styrede det hele. Så jeg har været vant til at spille med nogen, hvor det var meget mere markant. Jeg ved ikke, om det er en ulempe. Når man ser på Frankrig, bliver det henvendt til Karabatic, og der står det og falder med én mand. Der er ingen grund til at lægge det på én, hvis man ikke har manden,« siger Anders Eggert.

Onsdag aften spiller Danmark den sidste gruppekamp mod Ungarn, og en sejr her vil sikre danskerne en gruppesejr samt fire point med videre til mellemrunden.