Susan Thorsgaard har forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland frem til 2016.

Normalt plejer kontraktforlængelser ikke at blive offentliggjort under en slutrunde, hvor spillerne har nok at gøre med at koncentrere sig om aktiviteterne i landsholdslejren.

Men i Susan Thorsgaards tilfælde forholder det sig diamentralt modsat.

Ifølge en pressemeddelelse fra FC Midtjylland har EM-landsholdets stregspiller valgt at forlænge sin kontrakt med den økonomisk trængte klub på den jyske hede frem til sommeren 2016.

- Jeg trives godt i FC Midtjylland, og vurderet ud fra spillermaterialet ser jeg FCM som det næste superhold i dansk kvindehåndbold. Vi er et hold med mange unge danske spillere, der allerede har international erfaring, siger Susan Thorsgaard og tilføjer:

- Derudover er jeg inde i en god udvikling rent håndboldmæssigt, og det har betydet meget for mit valg af klub, at jeg har fået meget ansvar i begge ender af banen.

FC Midtjyllands cheftræner Helle Thomsen glæder sig over, at hun også i de kommende sæsoner kan råde over Susan Thorsgaard, som er den spiller i den nuværende trup, der har været længst tid i klubben.

- Susan har været med til at bygge det op, vi har i dag. Det er indiskutabelt, at hun er en af verdens bedste angrebsstregspillere, og hun er en af de spillere, vi ved, der har været eftertragtet i ind- og udland, siger Helle Thomsen.