KØB PLUS!

EM-kamp: Viborg-spillere i duel

Danmarks håndboldkvinder spiller i aften sin anden kamp ved EM. Modstanderen er Frankrigs viceverdensmestre.

Der kan meget vel være lagt op til et brag af en kamp, når Danmarks 'vilde unge' ved håndbold-EM i Serbien møder Frankrigs viceverdensmestre.

For den danske højrefløj, Louise Lyksborg, bliver kampen særlig speciel, fordi hun skal i direkte duel med sin holdkammerat i Viborg HK; den bebrillede målvogter Cleopatre Darleux, der diskede op med en fin redningsprocent på 44, da Frankrig åbnede EM med sejr på 29-16 over Makedonien.

- Jeg glæder mig, siger Louise Lyksborg og tilføjer:

- Hun er en dygtig målvogter. Én af de allerbedste i verden. Cleopatre har det med at storme frem. Hvis man holder lidt længe på bolden, kan man placere den over hende oppe i hjørnerne. For hun er ikke særlig høj.

Louise Lyksborg er optimisk og tror på, at Danmark kan gentage sejren ved Golden League-turneringen i Aarhus i oktober over Frankrig.

- Skal det lykkes, skal vi vise det spil, vi viste i træningskampene - med højt tempo og effektiv kontrafase. Selvfølgelig er det vigtigt, at vi vinder. Men vi er her for at lære. Jeg betragter det derfor ikke som en 'liv eller død'-kamp. Vi har stadig kampen på lørdag med Makedonien at falde tilbage på, siger hun.

Danmarks nye anfører, Line Jørgensen, betragter det franske hold som et af verdens bedste.

- De er fysisk stærke. Men hvis vi spiller op til vores bedste, kan vi slå dem. Det kræver, at vi får løst deres forsvar. Desuden skal vi have stoppet en spiller som Mariama Signate. Hun indtager ofte en afgørende rolle i Frankrigs kampe. Hun er høj og bevægelig. Så hun kan både skyde fra distancen og finte sig igennem, siger Line Jørgensen.

EM-kampen fløjtes i gang klokken 20.15.

Læs også: