René Toft Hansen kan have spillet sin sidste landskamp.
René Toft Hansen kan have spillet sin sidste landskamp. Foto: MARWAN NAAMANI

Drømmen er død for René Toft Hansen. Drømmen om EM i Polen. Og efter al sandsynlighed også drømmen om OL i Rio de Janeiro til sommer.

Den danske landsholdsstjerne har forholdt sig tavs og forsøgt at fordøje den enorme skuffelse, siden et uheld i en bundesligakamp mod Bergischer 27. december smadrede hans knæ og EM-deltagelse. Men nu fortæller René Toft Hansen for første gang om sin situation over en telefon fra hjemmet i Kiel, hvor den 31-årige stregspiller ligger på sofaen med benet oppe efter en gang genoptræning. Noget, han lige så godt kan vænne sig til, for det bliver menuen hver dag de næste mange måneder.

Den stærke, danske forsvarsgeneral taler her ud om uheldet, den usikre fremtid på landsholdet, drømmen om et (umuligt?) comeback ved OL og kvalitetstid med datteren.

Usikker på fremtiden i rødt og hvidt

»Selvfølgelig har jeg været frustreret, men nu er jeg af natur en meget rolig person, så det er ikke sådan, jeg har splittet hele badeværelset ad eller noget i den stil. Men jeg prøver også at tænke på, at jeg har haft mange gode oplevelser med landsholdet allerede. Jeg ved jo ikke, hvordan knæet bliver fremover. Det her er min anden korsbåndsskade. Med den belastning, der er på klubholdet, kan det jo godt være, jeg har spillet min sidste landskamp. Det ved jeg jo ikke. Sådan nogle ting farer gennem hovedet nu – om jeg kan blive ved med at holde til det? Derfor er jeg er bare utrolig glad for, at jeg har oplevet et OL, og at jeg har oplevet nogle EM- og VM-slutrunder. Men det, der bare skulle toppe det hele, var et OL til sommer med brormand (Henrik Toft Hansen, red.). Det er den del, der er rigtig hård at sluge. At det glipper.«

Landstræner: René Tofts sko kan udfyldes af lillebror Knæskagd

Du siger, at du kan have spillet din sidste landskamp?
»Jeg har hele tiden haft OL i Rio som et mål, og så ville jeg vurdere efterfølgende, hvordan kroppen havde det, og om den kunne blive ved med at holde til det hele med tanke på den ekstreme belastning, der er i en klub som Kiel. Derfor er det svært at sige noget om fremtiden lige nu med tanke på, at OL var målet – og jeg ved jo heller ikke, hvordan ting-ene bliver bagefter. Det er jo ikke sikkert, knæet bliver helt supergodt, det kan godt være, det bare bliver acceptabelt, og så kan det jo være rigeligt med kampene for klubholdet. Så skal man helst have pause, når det er muligt, og det er jo, når der er landsholdssamling. Jeg håber virkelig ikke, jeg har spillet min sidste landskamp, men jeg kigger også realistisk på det i forhold til den belastning, jeg har. Nu har jeg jo allerede haft én landsholdspause tidligere, hvor jeg var kørt ned (2014, red.), så det er svært at sige, om jeg spiller flere landskampe. Omvendt kan det også være, at den her håndboldpause i sidste ende betyder, at jeg kan spille længere tid på landsholdet. Jeg har i hvert fald nu en unik mulighed for at bygge kroppen helt op igen og komme af med en masse småskavanker. Men svaret på fremtiden kan jeg først give, når jeg er fit igen.«

Datter hjælper på humøret

»Der er mange ting ved det her, der er hårdt, og de første dage var rigtig, rigtig svære at kapere. Jeg tænkte med det samme på, hvad der skal ske inden for de næste ni måneder. Og der var da lige et par slutrunder, som røg igennem hovedet. Og ikke mindst afslutningen på sæsonen i Tyskland, hvor vi endelig er kommet tilbage i mesterskabskampen. Så der var mange følelser, der fik frit løb rimelig hurtigt. Men så må man jo finde de positive ting, og det er for eksempel, at jeg har en rigtig dejlig datter på halvandet år, som der nu er tid til. De her mange rejsedage for klubholdet forsvinder for en tid, og det betyder, at jeg kan være sammen med hende hver dag i stedet for at skulle bruge tre dage på hver udebanetur i ligaen. Så når jeg ligger på sofaen med min datter i armene og læser en bog, er det med til at få tankerne væk fra de drømme, der er bristet.«

QATAR HANDBALL WORLD CHAMPIONSHIP 2015

Uundgåeligt uheld

»Vi er i angreb, og så falder en af modstanderne bagover og ind i mig, efter han har tacklet en af mine holdkammerater. Jeg står med en modspiller i ryggen, og jeg har ikke nogen chance for at forhindre ham i at ryge ind i mit knæ. Jeg har ikke nogen chance for at reagere eller komme væk på nogen måde. Idet han ryger ind i mit knæ, kan jeg bare mærke tre store knas i mit knæ, og jeg ved med det samme, at den er helt gal. Og det viser sig så bagefter, at der var tre ting, der var sprunget. Korsbånd, ledbånd og et bånd, som hæfter på menisken og går op på overlåret. Selve knæet så normalt ud til at begynde med. Det var lidt hævet, men ellers ikke så meget andet. Lidt senere begyndte det så at se lidt deformt ud, fordi hævelsen betød, at knæskallen var begyndt at trække lidt om på den ene side af benet.«

»Jeg har set situationen efterfølgende på video for at se, om jeg kunne have forhindret det, men der var intet at gøre. Jeg bliver holdt fast af ham, der dækker mig op, så det er bare uheldigt. Det er desværre den slags, der sker.«

2414421212412

Usædvanlig lægebehandling:

»Jeg blev skadet 27. december, fik diagnosen 28., blev opereret 29. og kom hjem igen 30. Jeg er blevet utroligt godt behandlet i forløbet. Vores klublæge har et privathospital, og det havde egentlig lukket mellem jul og nytår, men det åbnede han og indkaldte personale for at operere mig, for det var ret vigtigt, at vi fik ordnet det hurtigst muligt, inden knæet blev alt for hævet. Og efter operationen blev der så én fra personalet og passede på mig hele natten og sørgede for smertestillende, hvis jeg skulle have det. Dagen efter kørte lægen mig selv hjem. Det grinede sygeplejerskerne lidt af - de havde vist ikke set før, at lægen selv kørte en patient hjem.«

»Lige nu går jeg rundt på krykker, fordi jeg kun må støtte 20 procent på benet, og jeg får behandling hver dag, hvor de går ind og masserer knæet for at få væsken væk. Derudover genoptræner jeg med at lave lidt bøje- og strækøvelser sammen med fysioterapeuten, og så kommer der stille og roligt mere på i takt med, at knæet kan holde til mere.

Drømmen om et OL-mirakel

»Man siger jo, at en korsbåndsskade tager otte-ni måneder. OL er i august, og der er syv hele måneder til nu. Det var samme periode, det tog mig at komme tilbage, da jeg var ude med en korsbåndsskade i 2008 - det var dog kun som forsvarsspiller, for det tager længere tid at blive klar til også at spille angreb. Der skal knæet være i stand til at håndtere mange flere vrid. Men alt gik også rigtig godt sidste gang, og det skal det også gøre denne gang, hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre. Men jeg vil jo ikke være i kamptræning, hvis jeg overhovedet kan møde op i en eventuel OL-lejr, så jeg ville kun få lidt træningskampe i benene, og så virker det urealistisk at kunne blive klar til et OL. Plus at der kun må være 14 spillere i en OL-trup, og så duer det ikke, hvis den ene er lidt usikker. Men uanset hvad bruger jeg OL som en ekstra gulerod og motivation til at give den en ordentlig skalle i genoptræningen, for det er noget, jeg utroligt gerne vil opleve igen. «

Rene Toft har ødelagt korsbåndet og går glip af EM

Tror på dansk EM-succes

»Først og fremmest synes jeg, det er synd for holdet, at der nu hele tiden bliver spurgt til, at jeg mangler i stedet for, at der bliver fokuseret på, hvem der er med. For jeg synes faktisk, der er gode spillere med til netop forsvaret. Der er flere, der har prøvet at spille finaler tidligere. Henrik Møllgaard dækker fuldtid i midterforsvaret i Paris, og det samme gør min lillebror i Flensburg. Klaus Thomsen er fysisk stærk og måske det bedste bud til at udfylde min rolle med at slås med stregen inde bagved. Der er også Alexander Lynggaard, som har imponeret ved både at være stærk og bevægelig. Nøddesbo har også været med i mange år og ved, hvad det handler om, og han er faktisk bedst, når han får lov at være aggressiv. Plus at man har en af verdens bedste målmænd inde bagved. Det giver også forsvaret en ekstra sikkerhed,« siger Rene Toft og tilføjer:

»Selvfølgelig har jeg været der i mange år, men Lars Jørgensen og Kasper Nielsen forsvandt også på et tidspunkt fra forsvaret - der stillede man også spørgsmålstegn, men det blev løst alligevel. Det er det gode ved dansk håndbold. Der er så mange talenter, så der kommer altid nogen og tager over. Derudover har vi altså stadig et af de bedste angreb i verden, de fire fløje er alle verdensklasse, Mikkel Hansen er i topform, Rasmus Lauge har virkelig set skarp ud på det seneste, og Mads Christiansen spillede en fremragende slutrunde sidste år. Og på stregen er der nok spillere at tage af. Så skulle vi lukke et par ekstra mål ind i forsvaret, er der nok spillere til at lav et par ekstra mål i angrebet. Derfor tror jeg også på, at der er en rigtig god chance for at opfylde målet om en semifinale,« siger René Toft Hansen.

SMS

Hitter på Facebook