Ekspert advarer Pytlick før bronzekamp: Pas på!

Danmarks håndboldkvinder taber altid, når de spiller bronzekamp. Søndag får de en ny chance for at bryde den dårlige vane.

Der er stor dansk optimisme før søndagens bronzekamp ved kvindernes håndbold-VM mod Polen.

- Vi er bedre end polakkerne. Jeg kan ikke forestille mig, at vi taber, siger København Håndbolds træner Martin Albertsen, der under slutrunden er blevet brugt som ekspertkommentator på TV2 News.

Han er dog langtfra ene om at have troen på, at Danmark erobrer den bronzemedalje, som man åbenbart mener sig berettiget til.

Efter den tabte semifinale mod Brasilien fredag aften udtalte flere af de danske spillere, at de regner med at vinde. Det er jo en modstander, man så sent som i 2011 besejrede problemløst i kvalifikationen til VM i Brasilien.

Men nærlæser man kvindelandsholdets resultat-statistik, er der faktisk intet, der peger i retning af dansk medalje:

De fire gange, Jan Pytlick har stået i lignende situationer – VM 2001, VM 2005, EM 2010 og VM 2011 – er det hver gang blevet til nederlag.

- Mit råd til Pytlick & co. er, at de endelig ikke må undervurdere Polen, siger idrætspsykologen Erik Østenkjær, der er indehaver af det danske Sport Psychology Institute, og tilføjer:

- Føler man sig som ’overhund’ i forhold til en modstander, er risikoen for at underpræstere stor.

Erik Østenkjær mener, at store dele af ansvaret for, at Danmark i eftermiddag får en succesoplevelse, hviler på Jan Pytlicks skuldre.

- Pytlick går ind til kampen med en viden om, at bronzekampe er svære at spille, og at Danmark som regel taber disse. Derfor skal han i forberedelserne gribe tingene anderledes an end de tidligere gange, han har stået i lignende situationer, siger Erik Østenkjær.

Hans råd til Jan Pytlick er derfor, at han over for sine spillere skal understrege, at de uanset resultatet af bronzekampen har leveret en VM-indsats, der har overgået selv de største forventninger.

- På den måde kan han få den skuffelse, som spillerne havde efter nederlaget i VM-semifinalen, vendt til glæde. Pigerne skal føle, at de har været en succes, og at de bare skal fortsætte med at spille lige så frit som hidtil, siger Erik Østenkjær.

Men landsholdsspillerne har også et ansvar for, at VM ender med dansk medalje-erobring.

- De ved, at det er en ’enten/eller-opgave’. Det mentale pres er derfor stort. Og måske endda større end hvis der havde været tale om en finale. For taber man, har man i bronzekampen ingen medalje med hjem. Det har man trods alt med 100 procents sikkerhed efter en finale. Det handler derfor om, at spillernes spændingsniveau ikke bliver for højt. Er man ikke bevidst om det, kan spillet let blive forkrampet, siger Erik Østenkjær.

Men hvorfor er det altid Danmark, der kikser i bronzekampene og ikke modstanderne?

- Det er der utvivlsomt mange forklaringer på. Én af dem kan være, at vi i socialdemokratiske Danmark har en tendens til at føle os bedre end alle andre i hele verden. Eksempelvis smykker vi os af at have et velfungerende demokrati, selvom sag efter sag viser det stik modsatte. Men nu skal vi altså op mod Polen. Det er et stort land. Deres historie er meget anderledes end vores. De ved, at der skal kæmpes til sidste blodsdråbe for at ’overleve’. Jeg gentager: Pytlick, pas på! Og lad nu være med at undervurdere de polakker, selvom de på papiret måske ikke råder over lige så dygtige spillere som jer, siger Erik Østenkjær.

Læs også: