Tidligere landsholds-assistenttræner Peter Bredsdorff-Larsen forstår ikke, at fløjspilleren Stefan Hundstrup ikke er med på landsholdet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hos dansk herrehåndbolds nummer et KIF Kolding København har man svært ved at forstå, at landstræner Ulrik Wilbek har valgt Casper Ulrich Mortensen på venstre fløj som afløser for Lars Christiansen.

Man mener, at klubbens egen Stefan Hundstrup på grund af sine forsvarskvaliteter skulle have haft pladsen i stedet.

- Hundstrup bliver bedre og bedre. Jeg vidste, at Stefan havde og har en utrolig fysik, men hans defensive kvaliteter som back har virkelig overrasket mig positivt. At en fløjspiller kan dække så mange positioner i forsvaret gør, at vi ikke skal skifte så meget ud mellem forsvar og angreb, hvilket gør vores kontrafase mere effektiv. Men en fløj som Hundstrup på holdet, kan en back eller playmaker (Kasper Søndergaard, Kasper Irming eller Rasmus Lauge, red.) dække op på fløjen, hvilket vil gøre kontrafasen meget farligere, siger Ulrik Wilbeks tidligere assistent Peter Bredsdorff-Larsen, der er cheftræner for KIF Kolding København.

Netop kontrafasen var nærmest ikke eksisterende ved OL-fiaskoen i London, fordi der skulle skiftes meget mellem forsvar og angreb

Hundstrups problem har været, at han ikke fik ret mange minutters spilletid i sidste sæson hos AG København. Den islandske verdensstjerne Gudjon Valur Sigurdsson, der nu spiller i Kiel, stod i vejen.

Efter skiftet til KIF Kolding København er der igen masser af spilleminutter til Stefan Hundstrup, og han kan tage en del af æren for det gode KIF-forsvarsspil, både når han optræder som back eller som fremskudt spiller.

- Jeg er meget tilfreds med skiftet. Når jeg til hverdag ved træningen skal dække en verdensklassespiller som Kim Andersson, er det umuligt ikke at hæve niveauet, siger Stefan Hundstrup.