Den tyske håndboldstorklub, Flensburg-Handewitt, skyder langt over mål, når de kræver, at Michael V. Knudsen samtidig med at han accepterer en kontraktforlængelse ikke kan deltage i januar måneds VM-slutrunde.

- Vores regler siger klart og tydeligt, at en spiller, der bliver udtaget til et mesterskab som dette, ikke kan blive suspenderet af sin klub. Bliver han udtaget af det danske håndboldforbund, og vil han gerne med, skal han derfor spille, siger Peter Sichelschmidt, der er turneringsansvarlig i det europæiske håndboldforbund, EHF.

Han gør opmærksom på, at EHF ikke har modtaget henvendelser fra DHF om sagen.

- Det er op til den danske forbundsledelse, hvorvidt der er tale om en sag. I så fald er vi klar til at afsige en kendelse i den. Men som jeg kan forstå, er det Michael, der selv har taget beslutningen. Og så kan vi ikke gøre noget, siger Peter Sichelschmidt, der ikke har nogen mening om sagens principielle karakter:

Er det OK at en klub giver en spiller besked på, at han kun får sin kontrakt forlænget, hvis han i en periode dropper landsholdet?

- Vi er de nationale håndboldforbunds overordnede organisation, der skal forsøge at få tingene til at glide optimalt. Hvis de eksempelvis ønsker, at der indenfor samme 12-måneders-periode både skal være EM, OL og VM, er det ad den vej, vi agerer, siger Peter Sichelschmidt.

I det internationale håndboldforbund, IHF, ønsker man ikke at kommentere sagen.

- Vi har intet hørt om den, og hører ikke til vores bord. Det danske håndboldforbund må føre en eventuel sag gennem EHF, siger Ben Schirra fra IHFs kontor i schweiziske Basel, hvor man heller ingen kommentarer har til, hvorvidt klubbernes magt er ved at ødelægge landsholds-håndbolden.

I Dansk Håndbold Forbund beklager formand Per Bertelsen situationen.

- Det er helt hen i hegnet, at Michael V. Knudsen på det nærmeste tvinges til at melde afbud til en VM-slutrunde. Han kunne naturligvis vælge at sige nej til kontrakt-forlængelse. Men samtidig skal han jo have smør på brødet. Jeg synes, det er synd og skam, siger Per Bertelsen, der ikke håber, at afbud af denne karakter fremover mere bliver reglen end undtagelsen.

- Det skal jo helst ikke brede sig som ringe i vandet. Jeg vil en af de kommende dage snakke med EHF om sagen, og se om der eventuelt er nogle paragraffer i turneringsreglementet, der kan drejes på, siger Per Bertelsen.