Det Europæiske Håndbold Forbund kritiserer Jan Pytlick og de danske håndbold-fans.

Det er en fordel at være på hjemmebane under EM i håndbold. Med et meget medlevende publikum i ryggen har Pytlicks piger været suveræne i de fleste kampe. Men det Europæiske Håndbold Forbund er utilfreds med de meget højlydte danske håndbold-fans.

- For første gang nogensinde har jeg under dette EM oplevet et dansk publikum, der buhede af deres modstandere. Det er Balkan-agtigt, og det passer ikke til dansk mentalitet. Jeg vil ikke opfordre det danske publikum til at gå i den retning fremover, siger Jean Brihault, der er vicepræsident i EHF og leder af EM-slutrunden, til Jyllands-Posten.

Udtalelserne fra Brihault kommer som en direkte reaktion på landstræner Jan Pytlicks opfordring til de danske håndbold-fans om at glemme alt om fair play, da danskerne i den indledende gruppe mødte Rumænien. Oven i købet opmuntrede Pytlick også den i forvejen aggressive halspeaker undervejs i kampen, og det faldt rumænerne så meget for brystet, at de klagede til EHF.

- Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan under denne turnering. Danmark har altid været et sted, hvor man havde respekt for modstanderen, siger Brihault.

Direktør i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, tager dog kritikken meget afslappet:

- Jean er franskmandn, professor i irsk og en meget nobel mand. Hans holdning kommer slet ikke bag på mig. Ud fra en idealistisk vinkel er jeg enig med ham. Men skal vi se håndbold både kommercielt og udnerholdsningsmæssigt, så har vi lavet en fest her i Danmark, og det skal vi ikke rokke ved, siger Morten Stig Christensen.

- Og så skal vi huske på, at når vi er til store mesterskaber i udlandet, så lægges der også voldsomt pres på vores spillere. Nu gør de danske tilskuere det samme, og det kan jeg godt forsvare.