Pytlicks piger brød bronzeforbandelsen efter 16 års VM-tørke, da Polen blev besejret 30-26 efter storspil af Kristina Kristiansen.

Det var en glad og lettet dansk landstræner, som kunne se de danske håndbolddamer blive hyldet efter en tæt kamp, der først i anden halvleg tippede over til dansk fordel.

- Vi fik justeret vores forsvar undervejs i første halvleg og i pausen, lød det fra Jan Pytlick, som hyldede holdets insisteren på at gå efter sejren mod de untertippede polakker.

- Vi tror på det og bliver ved. Vi begynder samtidig at spille godt angrebsspil. Der er bredde på holdet, og den er vigtig, men det er mest oppe i hovedet på spillerne, vi vinder, reflekterede Pytlick, som i sin karriere har tabt ikke færre end fire bronzekampe.

-  Det siger sig selv, at vi har spillet en rigtig god turnering. Der har været udfald undervejs, men når jeg kommer ned i omklædningsrumet, vil jeg give pigerne en krammer, lovede Jan Pytlick.