Det bliver sportschef Lasse Boesen og den tidligere Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen, som fremover skal udgøre trænerduoen i KIF Kolding København.

Klubben oplevede noget nær et mareridt i sidste sæson, da resultaterne og økonomien så småt faldt fra hinanden. I foråret kom det frem, at flere spillere samt træner Carlos Ortega ikke havde modtaget løn i flere måneder.

I sidste ende sikrede traditionsklubben sig økonomisk overlevelse, men siden har Ortega taget sig gode tøj og smuttet hjem igen, mens flere spillere har taget samme retning. Derfor skulle der findes ny træner. Og det bliver altså en intern løsning blandt med nye kræfter ude fra. Og dog.

Det bliver nemlig den tidligere Kolding-spiller Lars Frederiksen, der sammen med nuværende sportschef Lasse Boesen, afløser den spanske træner Carlos Ortega, som forlod klubben efter en skuffende sæson, hvor holdet sluttede sidst i slutspillet i 888 Ligaen.

»Vi tog for 15 måneder siden et stort valg og ansatte Carlos Ortega. Carlos er utvivlsomt en dygtig træner, men dansk håndbold bliver ikke drevet på samme måde som i andre lande, og derfor opstod der nogle kulturelle udfordringer,« lyder forklaringen fra KIF-direktør Jens Boesen om, hvorfor Ortega ikke blev en succes.

Rygterne om Boesen og Frederiksen som en trænerduo begyndte for nogle dage siden, og de viste sig at holde stik.

Ved at overlade trænerroret til Boesen og den tidligere mestertræner fra kvindeholdet i Esbjerg Lars Frederiksen håber man at vende tilbage til rødderne i klubben.

»Lars og Lasse er indbegrebet af KIF. De har begge spillet utallige kampe for klubben og været tilknyttet KIF, efter de stoppede deres aktive karrierer,« siger KIF-direktør Jens Boesen til hjemmesiden.

»Vi vil med denne ansættelse af teamet gerne finde tilbage til de gamle dyder og genfinde det gamle Kolding-dna.«

Lars Frederiksen førte i 2016 Team Esbjerg-kvinderne til DM-guld, men han blev fyret efter den seneste sæson, hvor holdet ikke formåede at kvalificere sig til slutspillet.

Tilbage i slutningen af 1990'erne spillede Lasse Boesen og Lars Frederiksen sammen i KIF Kolding lang tid før, København også blev koblet på klubnavnet.

I hvert fald må man sige, at den nye trænerduo har mange års erfaring fra dansk håndbold.

/ritzau/