To kampe og to sejre. Det er den foreløbige danske EM-høst, efter Danmark onsdag aften vandt 23-19 over Ungarn. Derfor havde smilet da også indfundet sig hos landstræner Klavs Bruun Jørgensen, da han mødte den skrivende presse i en afkrog af det aldeles ucharmerende Malmø Isstadion, der agerer halv hjemmebane for Danmark i den indledende gruppe.

»Jeg er glad for, at vi nu kan stå og være sikre på at få to point med over i mellemrunden. Og ikke for at undervurdere Tjekkiet, for de har gjort det godt, men nu har vi muligheden for at få fire point med over, hvis vi vinder på fredag, hvad jeg synes, vi har en god chance for,« siger Klavs Bruun med henvisning til, at Danmark med en sejr over Tjekkiet kan skabe et yderst fordelagtigt udgangspunkt for sig selv i mellemrunden.

Efter de to første kampe ved EM har Danmark blot indkasseret 40 mål i alt, og det fortæller historien om, at defensiven lige nu er danskernes stærkeste våben. Det startede en smule usikkert i første halvleg mod Ungarn, men tingene blev justeret i pausen, og mod kampens slutning havde det aggressive danske forsvar ganske enkelt banket kræfterne ud af de flade ungarske spillere.

Og selvom en meget velspillende Sandra Toft i målet også havde sin del af æren for Ungarns beskedne 19 mål, tøver Klavs Bruun da heller ikke med at udråbe netop defensiven som holdets største force. Men angrebsmæssigt vil landstræneren se fremgang.

»Jeg vil gerne have, at vores angrebsspil bliver mere frigjort. Der er for mange situationer, hvor vi ikke går ordentligt på mål. Nu skal vi spille mod et forhåbentligt lidt mere defensivt indstillet tjekkisk hold på fredag, og der håber jeg, vi kan komme ud over rampen angrebsmæssigt. Så vi har det med ind i mellemrunden,« siger han og kommer med sit eget bud på problemet.

»Det handler om, at vi kan se, at vi har to stærke målmænd og et stærkt forsvar, og så skal vi tage noget af den selvtillid og energi, det giver, med op i den anden ende af banen,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Fredagens kamp mod Tjekkiet må vise, om spillerne følger den opfordring.