Efter nyheden om Dansk Håndbold Forbunds fyring af kvindelandsholdets træner Jan Pytlick søndag eftermiddag blev offentliggjort, har ikke en eneste spiller beklaget situationen.

- Det er beskæmmende. Jeg undrer mig over, at spillerne har valgt at pege fingre af Pytlick. De burde i stedet have kigget indad. Ingen landsholdsspiller må sætte sig selv over holdet. Det er ikke okay, siger Martin Albertsen, der nu arbejder som håndboldkommentator på TV2 og som tidligere har trænet topklubber som Viborg HK, HC Leipzig, Randers HK og København Håndbold.

Martin Albertsen peger blandt andet på de udtalelser, som er kommet fra landsholdsanfører Line Jørgensen.

- Jeg stoler på, at DHF's beslutning er den rigtige og støtter op omkring den. Vi kan måske godt trænge til at et frisk pust udefra, sagde hun søndag eftermiddag og blev bakket op i sit synspunkt af landsholdets viceanfører Ann Grete Nørgaard, der havde denne kommentar til fyringen af Jan Pytlick:

- For mig at se virker det som en rigtig beslutning. Forhåbentlig kan fyringen skabe ny energi på landsholdet. Jeg synes ikke, at man skal have ondt af Pytlick. Sådan er gamet.

Martin Albertsen roser Jan Pytlick for at have givet sine spillere lov til at være åbne overfor medierne.

- Men de seneste år har der blandt landsholdsspillerne været en tendens til, at man har snakket rigtig meget om hinanden. Det har tydeligvis besværliggjort det arbejdsklima, som Jan Pytlick har skullet agere under, siger Martin Albertsen og hentyder blandt andet til landsholdsspilleren Maria Fiskers udtalelse ved ankomsten til håndbold-EM i Ungarn, hvor hun kaldte Jan Pytlicks handlinger i Rikke Skov-sagen for 'dårlig stil'.

- Fremover må spillerne tie stille og i stedet gå i samme retning som træneren. Der er tale om eliteidræt. Her kan tonen være hård. Den pædagogiske stil, som de seneste år har hersket på kvindelandsholdet, må være slut nu, siger Martin Albertsen.

Hermed lægger han op til, at der på kvindelandsholdet skal bygges en ny arbejdskultur op.

- Den nye landstræner skal hurtigst muligt se at ændre den usunde kultur til noget sundt. Vedkommende der får jobbet skal straks fortælle spillerne, at det er ham eller hende, der er leder, siger Martin Albertsen.