DIF's Matchfixing Sekretariat fastslår, at håndboldklubberne BSV og Sønderjyskes spillere har forbrudt sig mod matchfixingreglerne, og derfor overgår sagen til Matchfixingnævnet, der skal afgive en dom.

Onsdag i sidste uge kunne BT afsløre, at BSV var så desperate efter at komme i slutspillet, at de stillede 15.000 kroner i udsigt til Sønderjyskes bødekasse, hvis sønderjyderne hjalp BSV ved at besejre Skanderborg i den sidste kamp i grundspillet, der blev spillet 1. marts 2014. Sønderjyske vandt kampen 34-28, og modtog efterfølgende pengene fra BSV.

Den transaktion mellem de to klubber er ifølge DIF's Matchfixing Sekretariat et brud på loven, og derfor rejser de en sag. Det er den blot anden sag i Matchfixingnævnets historie.

- Vi har truffet en beslutning om at rejse en sag mod de to klubbers spillere. Vi finder, at der er foretaget en overtrædelse af vores regler, nærmere betegnet paragraf 8, om modtagelse af gaver, siger Jesper Frigast Larsen, leder af DIF's Matchfixing Sekretariat.

- Nu går der en omstændelig proces i gang, hvor vi meddeler alle de anklagede (spillerne i de to trupper, red.) om, at reglerne er overtrådt. Der er en frist på 14 dage, og når den frist er passeret, så overgår sagen til Matchfixingnævnet, som skal udfærdige en dom, siger Jesper Frigast Larsen, leder af DIF's Matchfixing Sekretariat.

Han kan ikke sige, hvornår der falder en endelig dom i sagen, men han regner med, at sagen er afsluttet inden sæsonstarten i herrernes håndboldliga.

Efter BT afslørede sagen i sidste uge, gav Dansk Håndbold Forbund straks sagen videre til DIF's Matchfixing Sekretariat, der krævede en skriftlig redegørelse fra BSV og Sønderjyske, så man kunne vurdere sagen ud fra det faktisk forløb, som de to klubber har oplevet det.