Stine Bjerre Jørgensen er nok engang blevet indlemmet i TV 2's dækning af håndboldherrerne, selvom hun for et år siden blev taget af, fordi hun privat danner par med landsholdets venstre fløj Casper U. Mortensen.

Dengang til VM i Spanien fandt TV 2's sportschef Frederik Lauesen det problematisk, fordi det ville være 'upassende' at have hende til at interviewe blandt andre Wilbek efter kampene. Han argumenterede også for, at han ikke ville ikke sætte Stine Bjerre Jørgensen og TV 2 i en situation, hvor man kunne betvivle troværdigheden.

Den bekymring er ikke i samme grad tilstede i forhold til den kommende EM-slutrunde på hjemmebane i Herning, hvor man nemmere kan styre Stine Bjerre Jørgensen uden om de 'fælder', der måtte være:

Frederik Lauesen, hvad har ændret sig siden sidste år?

- Det, der har ændret sig, er, at vi denne gang har nogle andre muligheder rent teknisk for, hvem der laver interviews med hvem. Vores setup er større, fordi det er på hjemmebane, og vi er 'host broadcaster', hvilket gør en kæmpe forskel.

- Andre kan dække ind for hende der, hvor der måske kan komme en konflikt i forhold til at stille kritiske spørgsmål, siger Frederik Lauesen.

31-årige Stine Bjerre Jørgensen og 23-årige Casper U. Mortensens forhold er ikke nyt, men VM i Spanien i januar måned var Bjerringbro-Silkeborg-spillerens første slutrunde med A-landsholdet, og derfor var det også første gang, at Frederik Lauesen skulle tage stilling til problematikken.

- Min tilgang til tingene dengang var, at det kunne give nogle sammenfald - både for Stine og Ulrik Wilbek - hvis nu hun skulle spørge ind til brændt chance i sidste sekund eller noget lignende, siger Lauesen, hvis beslutning dengang vakte ærgrelse, men også forståelse hos Stine Bjerre.

Hun er i disse dage i aktion som studievært i Serbien, hvor hun sammen med eksperterne Anja Andersen og Trine Nielsen dækker kvindernes VM-slutrunde. Under herrernes slutrunder er det Morten Ankerdal, der har studietjansen, mens Stine Bjerre gør sig som reporter, og den kompetence vil Frederik Lauesen ikke undvære denne gang:

- Vi synes jo også, at det vil være synd for TV 2 og TV 2's seere, som vi gerne vil give den bedste dækning, at de skal undvære Stine, der har så meget viden om håndbold, fortæller Lauesen.

Han ser dog gerne, at Casper U. Mortensen og Stine Bjerre Jørgensen på trods af glæden over et eventuelt EM-guld undlader at kopiere den spanske fodboldmålmand Iker Casillas og hans journalist-kæreste Sara Carbonero, der efter Spaniens VM-triumf i 2010 kyssede efter et interview på direkte tv.

- Arh, det vil jeg nok helst ikke se ske for rullende kameraer, som jeg husker, at Casillas gjorde det, men jeg håber da, at de får lejlighed til det, mens kameraerne ikke er på dem.