Kommentar

VM er slut for Danmarks vedkommende, og derfor er det tid til evaluering. Domsafsigelse, hvis vi nu skal være lidt dramatiske.

Danskerne slog i går et kroatisk mandskab, der havde større problemer med at finde motivationen end Gudmundur Gudmundssons mandskab, og derfor ender landsholdet på femtepladsen i det samlede regnskab i Qatar. Det er den dårligste danske VM-placering i 10 år.

Jeg skrev før slutrunden, at en medalje var et godkendt resultat. Sådan en får Danmark som bekendt ikke med hjem. Man formår heller ikke at indfri holdets egen målsætning om en plads i semifinalerne, og derfor er det selvfølgelig ikke et tilfredsstillende VM, som Danmark har leveret. Sådan er det jo så voldsomt håndgribeligt med målsætninger.

Er det så dumpet? Tja, tjo… Det kan lyde lidt skingert, men det er da den betegnelse, vi læner os op ad. Jeg synes helt indiskutabelt, at resultatet er skuffende, og vi lander i hvert fald på ’ikke godkendt’ uden så meget som et halvt blink med øjnene.

En af forklaringerne på, at håndboldherrerne ikke lever op til de høje forventninger, er, at der er for få, der har ramt deres topniveau ved dette VM. Der er der vel reelt ingen, vi kan kigge på og sige, at de har været i topform gennem hele turneringen. Der har været mange gode præstationer, men ingen har braget uimodståeligt igennem i hver eneste af de ni kampe, som Danmark har spillet.

Der er en velkendt sag, at Mikkel Hansen og Niklas Landin skal ramme deres formtop i januar, hvis Danmark skal spille med om medaljer. Og det må vi konstatere, at det har de ikke gjort i tilstrækkelig grad. Mikkel Hansen har været tættere på end Landin. Den danske anfører har i korte perioder vist sin verdensklasse – den der får flere til at omtale ham som verden bedste på sin plads – men han har ikke holdt et højt stabilt niveau i målet.

Det er ikke for at tørre den resultatmæssige skuffelse af på de to. Det vil ikke være fair. For Mikkel Hansen har stadig været Danmarks bedste markspiller. Venstre backen har haft det svært, fordi modstanderne har været ekstremt opmærksomme på ham og flittigt benyttet sig af mandsopdækning, men Danmarks største stjerne ender stadig som sit holds topscorer. Og Landin har ingenlunde været dårlig. Men de to har bare ikke leveret det ekstraordinære, der skal til, for at Danmark rammer medaljeskamlen.

Jeg ved godt, at på bundlinjen står, at Danmark blot har tabt en enkelt kamp ved VM. Med et enkelt mål – scoret tre sekunder før tid. Til de – lidt endnu – forsvarende verdensmestre. Men det er som sådan ikke et formildende faktum. For landsholdet ødelagde det for sig selv med uafgjort mod Argentina og Tyskland. To hold, som Danmark skal slå. Og det ved spillerne også godt.

Det betød, at holdet glippede førstepladsen i puljen, hvilket indirekte kostede en semifinaleplads, fordi ruten mod medaljekampene blev unødvendig vanskelig med andenpladsen som udgangspunkt. Men sådan kan et VM udvikle sig, hvis man ikke er 100 procent klar. I hver eneste kamp. Og leverer maksimalt i hver eneste kamp. Og det gjorde Danmark ikke.

Derfor har landsholdet kun sig selv at takke for, at det blev til det dårligste danske VM siden 2005.

Det trækker et par millimeter op, at spillerne viser mental styrke og vinder de to placeringskampe, men det ændrer ikke overordnet på det indtryk, at VM i Qatar står tilbage som en ærgerlig omgang set med danske briller.