Disse tre får drengene til at glo

Med Line Jørgensen, Louise Burgaard, Ann Grete Nørgaard og Kristina Bille som guider afslører sporten.dk her nogle af kvinde-landsholdets hemmeligheder

Hvad laver håndboldpigerne, når de ikke lige kæmper om hæder, ære og medaljer til Danmark under den igangværende EM-slutrunde i Serbien?

- Det er ikke meget, vi får set af landet. Det er jo håndbold og ikke sightseeing, vi er kommet for, siger anfører Line Jørgensen.

Til gengæld opholder landsholds-deltagerne sig meget i hallen - og på spillerhotellet, hvor personalet så sent som i går begyndte af pynte op til jul. Den beskæftigelse har man i den danske trup dog været i gang med lige siden ankomsten til Serbien søndag.

- Der er meget hyggeligt på vores gang. Der hænger julepynt over det hele, fortæller Ann Grete Nørgaard.

Spillerne bor sammen i dobbeltværelser.

- Jeg vil ikke råde nogen til at komme ind på Mette Gravholts værelse. Her roder helt vildt, siger Kristina Bille med et smil.

Til gengæld er man ifølge Louise Burgaard velkommen til at besøge hende.

- Jeg er perfektionist og har styr på det, griner hun.

Med denne kvartet som guider, afslører sporten.dk her nogle af landsholdstruppens hemmeligheder.

SE BILLEDERNE AF DANMARK EM-PIGER HER OG STEM PÅ DIN FAVORIT

DRENGENES VEN
Når vi spiller derhjemme, er der tre, som drengene altid kigger efter. Lotte Grigel, Louise Burgaard - og Sandra Toft. Både Lotte og Louise har kærester. Til gengæld er Sandra single. Så måske skulle de fremover kigge mere til hendes side.
Ann Grete Nørgaard

LINSELUSEN
Lotte Grigel
- På det ’gamle’ landshold bød spillere som Karin Mortensen og Trine Troelsen altid mere ind end de fleste. På ’det nye’ synes jeg, at fordelingen er mere jævn. Pressen vil ofte gerne have fat i Lotte. Så vidt jeg kan fornemme, er hun altid samarbejdsvillig.
Line Jørgensen

SMØLEHOVEDET
Ann Grete Nørgaard
- Der er aldrig nogen, der kommer decideret for sent til en aftale. Men når bussen afgår, er Ann Grete altid den, der ankommer sidst. Vi har på en kærlig måde været efter hende. Men kritikken preller totalt af.
Kristina Bille

DEN VITTIGE HUND
Stine Jørgensen
- Jeg elsker Stines humor. Hun er jo en skøn nordjyde. De har en tendens til at underspille. Men der er flere i truppen, der er sjove at være sammen med. Kristina Kristiansen for eksempel.
Louise Burgaard

DETALJERYTTEREN
Sofie Bloch-Sørensen
- Der er bestemt ikke særlig ryddeligt på alle vores hotelværelser hernede. Men Sofie er nok den, der har mest orden omkring sig. Jeg tror ikke, at hun trives med rod.
Kristina Bille

KLOGE-ÅSE
Mette Gravholt
- Jeg er jo truppens ældste og samtidig uddannet skolelærer. Men når jeg nu ikke må pege på mig selv som landsholdets klogeste, går den ære i stedet til Mette Gravholt. Hun giver mig kvalalificeret modstand i Quiz Battle. Ann Grete Nørgaard

DEN FORFÆNGELIGE
Kristina Kristiansen - Kampen står mellem Lotte Grigel og Kristina Kristiansen. Pilen peger dog mest mod Kristina. Hun har noget med sit hår. Nogle gange skal det være mørkt, mens det i øjeblikket er lyst. På et eller andet tidspunkt må hun tage en endelig beslutning.
Louise Burgaard

DEN MADGLADE
Louise Burgaard
- Det er helt vildt så meget, som Louise kan spise. Hun har altid et eller andet i munden. Forleden skulle hun have et stykke rugbrød med makrelsalat blot en halv time efter, vi havde spist frokost.
Line Jørgensen

RODEHOVEDET
Cecilie Greve
- Vi bor jo to og to her på hotellet i Serbien. Tjek værelset, hvor Cecilie Greve bor. Det er ikke noget kønt syn. Tøjet ligger spredt rundt omkring.
Ann Grete Nørgaard

Læs også: