Aalborg-direktør Jan Larsen kritiserer Håndbold Spiller Foreningen for ikke at komme på banen i sagen om KIF Kolding Københavns manglende udbetaling af løn. Men sagen kompliceres af, at klubben skylder enkelte spillere langt over de 160.000 kroner, de kan få dækket ved en konkurs.

Holder Håndbold Spiller Foreningen hånden over KIF Kolding København eller hånden under de spillere, der ikke har fået løn i flere måneder? Det er spørgsmålet i den spegede sag om de økonomiske problemer, der har fået en af sportens kæmper, til at vakle. KIF Kolding København havde et underskud på 14,2 mio. kr. sidste år, og den manglende løn giver spillerne mulighed for at begære klubben konkurs, men den mulighed har Håndbold Spiller Foreningen endnu ikke taget tilløb til.

KIF Kolding København er ellers den eneste danske klub, der har lavet en overenskomst med Håndbold Spiller Foreningen. Alligevel kommer lønnen ikke til tiden. Det vækker undren hos Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.

»Det er underligt, at de (Håndbold Spiller Foreningen, red.) laver en overenskomst, hvor de vil have ordnede forhold for deres spillere, og så betaler den eneste klub, de har en aftale med, ikke løn til tiden, mens de ikke gør noget ved det,« siger Jan Larsen og uddyber:

»Men det kan være, det er fordi de har et samarbejde med Kolding og ikke de andre klubber. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor de ikke går mere aktivt ind i sagen,« undrer Jan Larsen sig.

Det kan der være en god grund til. For ifølge BTs oplysninger har flere spillere nemlig langt mere end 160.000 kroner, som er det beløb, Lønmodtagernes Garantifond kan dække ved en konkurs, til gode.

»De kan selvfølgelig sige, at deres medlemmer ikke ønsker at begære klubben konkurs, men det virker mærkeligt, at man sidder på den anden side og piller næse. I alle andre sammenhænge, hvor der har været problemer i dansk håndbold, har de saftsuseme godt nok været hurtige til at være i gang,« påpeger Jan Larsen.

Hos Håndbold Spiller Foreningen ryster direktør Michael Sahl Hansen på hovedet ad kritikken fra Jan Larsen.

»Det er fint nok, han har en mening om, hvordan vi skal arbejde. Vi blander os ikke i hans arbejde, medmindre han bryder nogle regler. Jeg gider ikke gå i clinch med ham. Jeg forstår ikke, hvorfor han blander sig,« siger Michael Sahl Hansen og uddyber:

»Jan aner jo ikke, hvor aktive vi har været. Vi har stillet op alle steder, hvor vi er blevet spurgt, og sagt, at det selvfølgelig ikke er okay, at man ikke får sin løn til tiden. Længere er den ikke. Vi kan ikke køre sager hen over hovedet på vores medlemmer. Vi kan ikke være aggressive i sager, hvor spillerne ikke har bedt os om at være det.«

KIF-sportschef Lasse Boesen udtalte i weekenden til TV3 Sport, at spillerne har været indforstået med, at lønnen kan komme for sent, da de skrev under på kontrakten. Det er ikke en melding, man har hørt hos Håndbold Spiller Foreningen.

Her har man dog længe kendt til, at situationen til tider kan være kritisk i klubben, men man advarer ikke nogen spillere mod at skrive under med KIF Kolding København.

»Jeg har fået spørgsmålet de seneste fem år: ' Hvorfor lukker I ikke bare klubben?' Men vi har ikke haftsager med spillere, der ikke har fået det, de skulle have i sidste ende af Kolding.«

Men virker det ikke lidt uheldigt, at den eneste klub, I har en overenskomst med, så ikke betaler til tiden?

»Det er selvfølgelig uheldigt, men det ville være lige så uheldigt, hvis det var en klub, der ikke havde en overenskomst. At man har en overenskomst, er ikke altid ensbetydende med, at alt kører på skinner,« siger Michael Sahl Hansen.

Flertallet af sponsorer på standby

KIF Kolding Københavns økonomiske problemer, der blandt andet giver sig udslag i manglende løn til flere spillere, får ikke sponsorerne til at overveje deres støtte. Indtil videre står 3F derfor alene med truslen om at trække sponsoratet i klubben.

»Det, der foregår lige nu, kan få betydning for, om vi vil fortsætte vores engagement i klubben,« som 3Fs kommunikationschef, Nicolai Kampmann, formulerede det over for avisen.dk tidligere på ugen.

Klubbens hovedsponsor, energiselskabet Ewii, der også lægger navn til en af to hjemmebaner, Ewii Arena i Brøndby, vil kun fokusere på det sportslige, hvor klubben i øjeblikket kæmper for overhovedet at komme med i slutspillet i ligaen.

»Vi har ingen kommentarer til dit spørgsmål. Vi interesser os for det sportslige, og dér håber vi på en bedre præstation. Hvordan KIF Kolding København driver sin forretning, blander vi os ikke i,« lyder det fra Ewiis pressechef, Claus Blem Jensen.

Hos Honda Danmark, der er en anden af KIF Kolding Københavns store sponsorer, mener man endda, at sagen om manglende lønudbetaling er blevet blæst op.

»Det ændrer ikke noget for os. Jeg er af den overbevisning, at det er blevet blæst lidt op til en større sag, end det er,« siger Mikael Larsen, direktør hos Honda Danmark.

Så selv om klubben er i økonomisk kaos og ikke betaler løn, ændrer det ikke noget for jer?

»Jeg kender ikke detaljerne ud over det, jeg kan læse mig til, men jeg er sikker på og overbevist om, at man nok skal få det løst, og at man ikke mindst arbejder hårdt for at gøre det. Men nej, det påvirker ikke vores aftale,« fastslår han.

I efteråret indgik Jolly Cola en markant sponsoraftale med KIF Kolding København frem til 2022, men om det ændres med klubbens aktuelle situation, er uvist.

»Jeg har ingen kommentarer til spørgsmålet, da vi fører dialogen internt med KIF Kolding København og ikke gennem pressen,« siger Poul Mark, administrerende direktør hos Bryggeriet Vestfyen, der producerer Jolly Cola.