DHF-formand Per Bertelsen er forundret over den kroatiske landstræners kritik, som danskeren betegner som unfair.

Den kroatiske landstræner Slavko Goluza var tilsyneladende i sine følelsers vold, da han skulle forklare nederlaget til Danmark i semifinalen. Dommerne var på danskernes side, og i øvrigt var kroaterne blevet indkvarteret under forhold, der kun var dyr værdige, klagede han på det efterfølgende pressemøde.

Et unuanceret udbrud, der umiddelbart siger mere om afsenderen end om målet for kritikken.

Formanden for Dansk Håndbold Forbund Per Bertelsen vil ikke forholde til sig kritikken af dommerne, men han vil gerne svare på Goluzas kritik af indkvarteringen.

- Jeg synes da også, at det er død-træls for kroaterne, at de tabte.

- At de så på den for dem ret skammelige måde går ud og nedgør hele arrangementet, det er ikke fair, men det må stå for deres egen regning.

Per Bertelsen vil nu tale med sin kroatiske modpart, som han mødes med søndag, for at høre, om præsidenten for håndboldforbundet i Kroatien deler sin landstræners synspunkter.

- Vi har fået så mange positive tilkendegivelser fra de lande, som har været her. Så jeg kan ikke og vil ikke forholde mig til det. Jeg vil have en snak med den kroatiske præsident (for det kroatiske håndboldforbund, red.), når jeg møder ham i morgen, og jeg vil sige til ham, at det er en unfair måde, at de gør det på. Hotellerne fortjener ikke at blive hængt ud på den måde, og det fortjener DHF heller ikke.

- De har fået nøjagtigt det samme produkt som vores egne spillere, når de er ude. Der er ingen forskel overhovedet. Men jeg kan godt forstå, at han er skuffet over, at han har tabt.

Hvis det havde den omvendte situation, og Danmark havde tabt en tilsvarende kamp i Kroatien, håber DHF-formanden, at Ulrik Wilbek ville have optrådt med større værdighed i nederlagets stund.

- Jeg håber ikke, at Ulrik havde gjort sådan, hvis vi sad nede i Kroatien. Jeg håber, at han havde holdt sig til fakta: At sige, at vi tabte, og at det var træls. Ellers havde vi haft noget at snakke om bagefter.