DHF: Finale-brøler skal undersøges

Balladen om Ulrik Wilbeks fravær ved det famøse pressemøde efter VM-finalekollapset mod Spanien skal nu undersøges i Dansk Håndbold Forbund.

Det fortæller DHFs formand Per Bertelsen, som vil til bunds i, hvordan tingene kunne bliver så kaotiske efter finalenederlaget, hvor DHFs pressechef Finn Tage Jensen pludselig kom til at agere vikar for Ulrik Wilbek, uden at vide hvorfor landstræneren var taget hjem på hotellet.

Det var en situation, som gjorde den spanske landstræner Valero Rivera rasende, da han følte Wilbeks manglende tilstedeværelse var mangel på respekt for ham og Spaniens landshold.

- Vi har et bestyrelsesmøde i starten af marts, og der skal vi have vendt det. Der vil vi evaluere på det, og så må vi konkludere ud fra det, hvad der er sket, og hvordan tingene er blevet håndteret, lyder det fra Per Bertelsen.

Formanden understreger, at håndboldforbundet er bevidst om, at den hektiske aften i Barcelona ikke blev håndteret, som den skulle, og derfor er det vigtigt, at DHF får talt sagen igennem, så noget lignende ikke gentager sig.

- Det er jo altid nemt nok at sige, at man skulle have gjort sådan og sådan, i stedet for det vi gjorde, når man sidder nu og kigger tilbage på det. Men jeg tror ikke, der var nogen af os, der havde set den komme, at vi skulle have en plan B i forhold til sygdom. Og det er for dårligt, det må vi erkende. Sygdom kan ske alle steder, så det skulle vi have forberedt os på. Men det må vi tale om på mødet, siger Per Bertelsen.

Udfaldet af evalueringen skal offentligheden dog ikke regne med at få indblik i. Ifølge Per Bertelsen har hele sagen om det nok så omtalte pressemøde givet rigeligt med ridser i DHFs lak, og derfor har de ikke lyst til at indvie medier eller offentligheden i mere end højst nødvendigt.

- Vi har ikke brug for mere palaver omkring den sag, så jeg kan ikke forestille mig, at det er noget, vi går ud og taler om offentligt bagefter. Vi lukker den ned der, går jeg ud fra, siger DHF-formanden.

Læs også: