Dansk Håndbold Forbund og Brøndby er tæt på at indgå en aftale, der blandt andet betyder, at Ulrik Wilbek bliver en del af Brøndbys nye store talentsatsning. Det fortæller direktøren i DHF, Morten Stig Christensen, til BT.

Jyllands-Posten skriver i deres tirsdagsavis, at Ulrik Wilbek har ført samtaler med Brøndby-ledelsen om, at han blandt andet skal ind og coache Thomas Frank og resten af Brøndby-trænerne. Og det er altså den historie, som Dansk Håndbold Forbunds direktør, Morten Stig Christensen, nu bekræfter:

- Aftalen er i proces, men der sker en masse ting i Brøndby lige nu, så der er intet, der er underskrevet, siger Morten han og peger samtidig på, at Ulrik Wilbek ikke kun hjælpe Brøndby. Målet er, at DHFs sportschef også skal lære af Brøndby og deres talentprogram Brøndby Masterclass, som blev søsat mandag:

- Det er en aftale, der overordnet handler om talentarbejdet i Brøndby, men også hos os. Vi har en landstræner, der er dygtig på området, men som også gerne vil udvikle sig. Og det tror vi kan ske i et samarbejde med Brøndbys store satsning, siger han og fortsætter:

- I DHF har vi i mange år satset stort på talentudviklingen, og det er en stor del af Ulriks opgave som sportschef, at videreudvikle dansk håndbold, så vi også i de næste mange år også kan levere talenter, der kan holde os på topniveau på både dame- og herresiden. Det tror vi, det her kan være med til. Vores forventning er, at begge parter vil få noget ud af det her.

Det var den nu tidligere Brøndby-bestyrelse med Aldo Petersen i spidsen, der oprindelig tog kontakt til Ulrik Wilbek og DHF for at præsentere ideen om et talentsamarbejde. Derfor har de nylige ændringerne i Brøndby-ledelsen også været med til at så tvivl om samarbejdet, fortæller Morten Stig Christensen:

- Processen blev startet med den tidligere Brøndby-ledelse, men Ulrik snakker med de nye folk i Brøndby. Ændringerne i bestyrelsen i Brøndby har selvfølgelig gjort, at vi var i tvivl, om det ville blive til noget. Men vi regner med det bliver til noget - især nu hvor Brøndby har meldt deres nye store satsning på talentområdet ud. Det var jo det oprindelige udgangspunkt i snakken om et samarbejde.

Tidligere har I afvist, at Jan Pytlick kunne arbejde som landstræner og undervise på Oure Efterskole på samme tid. Hvorfor må Ulrik Wilbek dobbeltarbejde?

- Det vil altid blive målt på en vægt om arbejde ved siden af kan fungere sammen med funktionerne i DHF. Landstrænerne har generelt haft flere forskellige opgaver ved siden af de senere år. Ulrik har blandt andet coachet trænerne i Viborg. Men det skal gerne være noget, vi også får noget ud af, ellers kan det være ligegyldigt. Og det føler vi, vi får med det her. Det kan være med til at inspirere Ulrik i hans arbejde fremadrettet.

Bt.dk har været i kontakt med Brøndbys sportschef, Per Rud. Her er udmeldingen yderst sparsom.

- Jeg udtaler mig aldrig om personalespørgsmål i pressen.

Men det er vel svært at afvise en dialog med Wilbek, når DHF bekræfter, der er kontakt mellem jer?

- Jeg afviser jo ikke noget. Jeg siger bare, at jeg ikke har nogle kommentarer på personalespørgsmål.