AGK-bossens udfald mod René Toft Hansen mødes med stor undren i håndboldverdenen.

De har netop spillet sig i Champions Leagues Final4, men uden for håndboldbanen er der uro i AG København.

Fredag var AGK-bossen Jesper ’Kasi’ Nielsen i BT ude med en hård kritik af klubbens stregspiller René Toft Hansen, som bliver beskyldt for ’ikke at ligne en mand, der kæmper for AG København’.

En kritik som nu møder hård modstand i den danske håndboldverden.

- Det er fint nok at kritisere, men det her er et personligt angreb, siger TV2s håndboldkommentator Bent Nyegaard, der erklærer sig uforstående over Jesper Nielsen udbrud, som kommer kort efter, at AGK besejrede mægtige FC Barcelona.

- Baseret på kampene mod Barcelona har jeg kun set René kæmpe med alt, hvad han overhovedet havde. Jeg synes bestemt ikke, René virkede uinteresseret eller ikke kæmpede for sit hold. Så det er mig helt uforståeligt, fortsætter Bent Nyegaard.

Han vurderer, at der må ligge ukendte årsager bag kritikken af René Toft Hansen, som efter sæsonen skifter til Champions League-konkurrenten THW Kiel.

- Jeg er ked af det på Rene Tofts vegne, men egentlig også på Jesper Nielsens. For det her er uværdigt og helt unødvendigt. Der må være sket mere end det, jeg så mod Barcelona, lyder det fra håndboldeksperten.

Lars Christiansen har i flere år spillet sammen med AGKs stregspiller på landsholdet. Også han erklærer sig uforstående over for AGK-bossens kritik.

- Uanset hvordan man vender og drejer det her, så sætter man en spiller, som hele håndbolddanmark har stor tillid og respekt for, i et dårligt lys. Det kan man ikke være bekendt, siger Kolding-spilleren.

- Jeg synes, det er upassende, at man ytrer sig i pressen på den måde om en spiller, som man har været rigtig glad for og afhængig af. Uden René havde AG ikke været, hvor de er i dag. Så at klandre ham i den sidste tid, inden han skifter, det er ikke flot, fortsætter han.

Med kvalifikationen til Final4 er AG København historisk godt kørende. Derfor er timingen for kritikken også meget upassende, vurderer den tidligere Flensburg-træner og nuværende teamchef i Skjern Håndbold, Anders Dahl-Nielsen.

- Det virker utroligt, at det skulle være nødvendigt på nuværende tidspunkt. Jeg tror, det bunder i frustration over, at René har fravalgt AGK til fordel for Kiel.

- Men han må jo have en bagtanke med det. Måske vil han ramme René Toft på hans stolthed. Det er måske et taktisk træk for at få endnu mere ud af René. Men det virker mærkeligt, siger Anders Dahl-Nielsen.

Det har ikke været muligt at få ydeligere kommentarer fra AG Københavns ejer Jesper Nielsen og AGK-direktør Søren Colding.