Den 21-årige VM-debutant rasede ud i pausen oven på møgstart og fik vendt skuden

Da VM-debutanten Mads Mensah Larsen gik til pausen af lørdagens opgør mod Qatar, osede hele hans kropssprog af vrede og frustration. Og Mads Larsen var sur. Eddikesur.

- Det var det hele, der var galt. Jeg havde spillet som pis og sluttede halvlegen med at vrikke om på foden, og så får de et mål på det. Lige dér kunne jeg ikke tænke positivt og var bare glad for, at det var halvleg. Jeg skulle ud og rydde hovedet for alle de dårlige tanker, der var bygget op og så komme tilbage med ny energi, fortalte Mads Mensah Larsen efter kampen.

Og det var da heller ikke den bedste VM-debut, han havde fået. Men hvorfor begyndte det så skidt for den unge Aalborg-spiller med det enorme håndboldtalent.

- Jeg tror, jeg kom for tæt på modstanderens forsvar, og så laver jeg to angrebsfejl. Så begynder man at tænke 'hold kæft noget lort'. Det bliver lidt en ond cirkel, sagde Mads Larsen, der ikke følte sig tynget af debutnerver.

- Jeg har ikke været nervøs, men jeg havde glædet mig vildt meget, og måske var jeg lidt for spændt på, hvordan det hele skulle forløbe, lyder Aalborg-spillerens analyse.

Mads Mensah Larsens dårlige 1. halvleg kunne have betydet en plads på bænken i de sidste 30 minutter. Men Ulrik Wilbek gik den modsatte vej. Og gav Mads en ny chance. Og det er den unge spiller lykkelig for. For i anden halvleg fik han løftet sit spil og fik endelig også hul på målbylden med to scoringer.

- Jeg kom ud af kampen med en god følelse. Jeg føler, at jeg er i gang. Det tog sin tid, men det lykkedes heldigvis. Så nu prøver jeg at glemme den dårlige start og tager det sidste kvarter af kampen med mig, sagde en optimistisk Mads Larsen efter Qatar-kampen.