Det kom som en overraskelse, da Anja Andersen til BT tirsdag aften kunne fortælle, at hun med øjeblikkelig virkning har trukket stikket til håndboldverdenen.

»Jeg har valgt at stoppe i DHG (coach for 1. divisions-holdet, red.), fordi jeg ikke længere har tid til det. Beslutningen er definitiv. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde vender tilbage til håndboldsporten,« oplyste Anja Andersen.

Hendes chef, direktør Lasse Zäll, i lederudviklingsfirmaet Pathfinder, bekræfter historien.

»Anja har været glad for at arbejde i DHG og vil stadig komme i klubben. Men det er slut med at være coach for 1. divisions-kvinderne. Hun har fået meget mere at se til i Pathfinder, efter vi er begyndt at arbejde med den tyske Bayer-koncern (medicinalfirma, red.),« siger Lasse Zäll.

Han vil dog ikke helt afvise, at Anja Andersen på et tidspunkt kunne finde på at lave sin beslutning om.

»Man skal aldrig sige aldrig. Finder hun et projekt i håndboldsporten, som hun brænder for, er det efter min bedste vurdering ikke umuligt, at hun laver sin beslutning om. Nu må vi se,« siger Lasse Zäll.

Han har Anja Andersen ansat på tredje år som såkaldt High Performance Coach.

»Hun underviser under det tema, som vi kalder for coaching i øjenhøjde,« fortæller Lasse Zäll og tilføjer:

»Det havde hun haft succes med under sine træneransættelser i både Oltchim Valcea (rumænsk topklub, red.) og i Viborg HK. At hun stoppede i VHK skyldes, at herreholdet blev nedlagt, mens årsagen i Valcea var noget anderledes. Spillerne var begejstrede for hendes metoder. Det var mændene med sort overskæg til gengæld ikke, og derfor blev hendes ansættelse dernede kortvarig,« siger Lasse Zäll.

Coaching-ideerne tog hun med til DHG Odense, hvor kvindeholdet i første sæson under Anja Andersens ledelse rykkede fra 2. til 1. division.

»Planen var egentlig, at Anja Andersen skulle være stoppet som coach i sommeren 2014. Men hun sagde ja til at fortsætte, fordi klubben på grund af mandefald i lederstaben havde brug for hende. Nu er det imidlertid blevet sådan, at jobbet hos os kræver mere tid. Derfor har hun besluttet at stoppe,« siger Lasse Zäll.

DHG Odenses seniorudvalgsformand Nicolai Gynther oplyser, at han ikke ønsker at kommentere Anja Andersens beslutning.

Til gengæld lægger han ikke skjul på, at man har været glad for Anja Andersens input.

»Det er hendes skyld, at klubben består af en række selvstyrende enheder. De idéer hun kom med, da hun begyndte i klubben, vil vi fortsætte med,« siger Nicolai Gynther.

Meldingen glæder Lasse Zäll.

»Jeg er enig i, at Anjas tilstedeværelse i DHG Odense har rykket både klub og spillere. På det hold, hvor hun har været coach, har spillerne for eksempel lagt taktikken i fællesskab. Og det har fungeret godt,« siger Lasse Zäll.

Med beslutningen om at stoppe som coach i DHG Odense har Anja Andersen ikke længere nogle hverv i håndboldsporten. I efteråret valgte hun at stoppe som slutrunde-kommentator på TV2, og derfor var hun ikke med på stationens hold under december måneds EM.

---

KORT OG GODT OM PATHFINDER

# Firmaet har gennem 20 år arbejdet med lederudvikling og implementering af udviklingsstrategier i danske og internationale virksomheder.

# Pathfinder fokuserer på ledelses-identitet. Firmaets såkaldte stifinder-program henvender sig til erfarne ledere og specialister, der er nået til et punkt i deres karriere, hvor de vil udforske, revidere og forfine deres ledelsesstil og performance.

# Firmaet er inspireret af teori om ledelsesudvikling og hjerneforskning fra Massachusetts Institute of Technology og Harvard University, af indiansk livsvisdom og effektive metoder, der anvendes indenfor kultur, elitesport og militære specielenheder.

kilde: www.pathfinder.dk