Fire scoringer, fire assist, to tilkendte straffekast og en helhjertet forsvars-indsats blev det imponerende resultat af den spilletid, Mikkel Hansen fik i første halvleg i 33-29-sejren over Østrig ved EM.

En sejr, der sikrede førstepladsen i gruppen, men det er op til den sidste kamp mod Tjekkiet, om Danmark får fire point med over i mellemrunden.

Og den kamp går Mikkel Hansen efter sine ni scoringer på blot ti forsøg ind til med stor selvtillid:

- Selvfølgelig hjælper det altid at spille en fin kamp. Jeg synes egentlig også, den første gik fint. Vores hold spiller godt, og vi vinder kampene, og det er det, vi er her for, sagde kampens med afstand bedste spiller.

Ved VM i Spanien for et år siden fik Mikkel Hansen titlen som turneringens vigtigste spiller, men virkeligheden var, at han på grund af et dårligt knæ spillede i en mere menneskelig udgave end den, han havde vist ved de to foregående januar-slutrunder.

De problemer kæmper han ikke med nu, og det er også en del af hans forklaring på, at det gik så godt:

- Det føles rigtig dejligt. Det giver overskud i mange situationer. Jeg har et større overskud i de sidste minutter af halvlegene, hvilket jeg også tror, man kan se. Det gør, at jeg kan komme i væsentlig højere fart. Styrkemæssigt og konditionelt er jeg kommet til den her slutrunde i væsentlig bedre form.

Allerede efter lidt mere end tre minutters spil satte han sin landsholdsscoring nummer 500 ind, siden han debuterede for Danmark i 2007 i en alder af 20 år. Men det var i lige så høj grad hans evne til at spille sine holdkammerater fri, der kampen igennem fik de knap 15.000 tilskuere i BOXEN til at juble.

Danmark kom bagud fra start, men Mikkel Hansen førte an og sørgede med to scoringer og tre assist i de første små 12 minutter for, at Danmark kunne bringe sig foran 6-4. Han fortsatte, så Danmark kunne gå til pausen 18-12.

Dermed var sejren aldrig i fare, og det bar anden halvleg præg af, hvilket skyldtes en del udskiftninger fra Ulrik Wilbek. Men Mikkel Hansen blev ikke sparet, og det var der en grund til:

- Det har han sgu brug for. Og vi har brug for det, sagde Wilbek og forklarede sig yderligere:

- Han har jo sådan ikke lavet meget mere end fire mål i mange kampe, og i dag var han pludselig der, hvor vi kender ham som verdens bedste, og så skal han også køre igennem på det. Så han har den selvtillid med videre, sagde Wilbek.

Den skal bruges til at knuse tjekkerne, og Mikkel Hansen har allerede en god idé om, hvordan det skal gøres:

- De har et rigtig godt forsvar med nogle dygtige målmand og nogle store stjerner - den største i Filip (Jicha, red.), som er rigtig, rigtig dygtig. Nu skal vi hjem og forberede os på dem, og ud fra det, jeg har set, så tror jeg godt, man kan presse dem i kontra. Jeg synes ikke, de er super gode til at komme hjemad, når de laver fejl, sagde Mikkel Hansen.

Dem har han tjek på.