Lav snævre finter, hold knæene over tæerne, og land på tæerne. Sådan skal håndboldpigerne undgå knæskader. Den norske landstræner, Thorir Hergeirsson, mener, at de korrekte teknikker skal læres tidligt

»Norsk håndbold er en succeshistorie,« siger læge og forsker Eirik Klami Kristianslund.

Han tænker ikke på resultaterne - den succes, som alle kan se. Nej, norske håndboldspillere har også nogle af de mest raske og bedste knæ.

»Elitespillerne formår at arbejde på den rigtige måde for at reducere skader, samtidig med at Norge stadig har verdens bedste håndboldhold,« siger Kristianslund til Videnskab.dk, hvor du kan læse meget mere om, hvordan håndbold-knæskader kan undgås.

Kvinder har et andet bevægelsesmønster end mænd, og det gør dem mere tilbøjelige til at få korsbåndsskader. Belastningen på spillernes knæ påvirker risikoen for at beskadige det forreste korsbånd. Sådanne skader kan forebygges med ordentlig træning.

»Norsk tophåndbold har formået at halvere forekomsten af korsbåndsskader ved at gennemføre forebyggende træning. Det, vi viser, er, at den teknik, der anvendes i forebyggelsesprogrammer, og som vi vil have dem til at bruge for at reducere belastningen på knæene, den bruges af de bedste spillere,« siger Kristianslund.

Læs også hos Videnskab.dk: Håndboldspillere træner forkert


»Man kan muligvis indvende mod en ændring af teknik, at man er bange for at miste ydeevne, og at teknikken ikke er god i kamp. Men vi ser på topspillerne, at nogle af dem formår at reducere belastningerne,« siger han.

Kristianslunds undersøgelse har først og fremmest set på, hvordan belastningerne ved finter kan reduceres med udgangspunkt i en bestemt angrebsfinte.

»Finterne er en af de ting, der giver størst udslag, især de bevægelser, der gør, at knæet kommer ind under kroppen. Vi plejer at sige, at vi skal have ’knæene over tæerne’, ikke knæ på indersiden af tæerne,« siger han.

Læs også hos Videnskab.dk: Håndbold-VM er primitiv underholdning

»Derudover er det bedre at lave snævre finter end brede finter. Desuden giver det at lande på tæerne lavere belastning end at lande på hælene. Det er de tre faktorer, der har haft den største effekt,« forklarer Eirik Klami Kristianslund.

Han mener, at træning i de rette teknikker bør indføres allerede blandt de yngste spillere.

»Der har været meget fokus på at holde knæene over tæerne. Men også det med snævre finter og snævre bevægelser, så foden ikke kommer alt for langt ud fra kroppen, bør der lægges vægt på,« sagde han.

Andre artikler hos Videnskab.dk:
Overrevet korsbånd skal behandles med træning
Korsbåndsskader kan forebygges