Landstræner Gudmundur Gudmundsson valgte at tage 17 spillere med til EM i Polen. Højrebacken Nikolaj Øris Nielsen må blive hjemme.

Det blev den 25-årige højreback Nikolaj Øris Nielsen, der trak sorteper i forhold til at komme med til EM-slutrunden, som begynder fredag.

Han var med i Golden League-turneringen i sidste uge i Frankrig, men Gudmundur Gudmundsson valgte at sortere ham fra til den endelige trup.

Nikolaj Øris Nielsen var så skuffet over, at han ikke kom med i EM-truppen, at han efter beskeden fra landstræneren valgte at lukke sin mobiltelefon for opkald fra pressen.

Det lykkedes dog for Stig Bendtsen, der er event manager i Nikolaj Øris Nielsens klub, Bjerringbro-Silkeborg, at komme i kontakt med ham.

»Nikolaj lagde ikke skjul på, at han var meget træt af situationen, og han først har lyst til at udtale sig i morgen (onsdag, red.). Det forstår jeg udmærket. Det er jo ikke særligt sjovt at blive vraget til et EM, som man så gerne vil deltage i,« sagde Stig Bendtsen.

Nikolaj Øris Nielsen bliver på spillerhotellet, Scandic i Hvidovre, natten over, hvorefter han onsdag returnerer til det midtjyske.

Det havde ikke været en helt let beslutning for Gudmundur Gudmundsson at frasortere Nikolaj Øris Nielsen.

»Jeg synes, valget har været meget svært,« siger Gudmundur Gudmundsson i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Mads Christiansen fra BSV har været fodskadet, og i den sidste kamp ved Golden League-stævnet mod Frankrig - som Danmark tabte med 28-36 - blev Michael Damgaard fra SC Magdeburg ankelskadet.

Derfor har begge været tvivlsomme til EM-slutrunden..

»For det første har såvel Mads Christiansens fodskade som den skade, Michael Damgaards pådrog sig søndag gjort situationen lidt usikker. Og dernæst er niveauet hos de tre højre backs været meget homogent,« siger Gudmundur Gudmundsson, der ikke helt udelukker, at Nikolaj Øris Nielsen alligevel kan komme oå banen i Polen.

»Selv om Øris ikke kommer med i første omgang, har jeg bedt ham holde sig klar i kulissen, hvis vi undervejs i turneringen skifter ud på højre back,« siger landstræneren.

Selv om Michael Damgaards skade ikke var så omfattende som først frygtet, ville landstræneren ikke tage chancer i forhold til at tage af sted med 16 mand.

»Vi ved jo reelt ikke, om Michael Damgaard er klar allerede på lørdag, eller om han først er i stand til at spille i anden eller tredje kamp. Eller måske først i mellemrunden. Så vi tager af sted med 17 mand torsdag,« siger Danmarks islandske landstræner.

Danmark er ved EM i indledende pulje med Rusland, Ungarn og Montenegro. Første kamp er mod Rusland lørdag.

Disse spillere er udtaget:

Målmænd: Niklas Landin, THW Kiel, og Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt.

Fløjspillere: Lasse Svan Hansen, SG Flensburg-Handewitt, Hans Lindberg, HSV Hamburg, Casper U. Mortensen, HSV Hamburg og Anders Eggert, SG Flensburg-Handewitt.

Streg: Alexander Lynggaard, St. Raphael Var, Henrik Toft Hansen, SG Flensburg-Handewitt, Jesper Nøddesbo, FC Barcelona.

Playmakere: Mads Mensah Larsen, Rhein-Neckar Löwen, Rasmus Lauge Schmidt, SG Flensburg-Handewitt.

Backer: Mikkel Hansen, PSG Handball Paris, Michael Damgaard, SC Magdeburg, Henrik Møllgaard, PSG Handball Paris, Mads Christiansen, Bjerringbro-Silkeborg, Peter Balling, Team Tvis Holstebro, Klaus Thomsen, Bjerringbro-Silkeborg.