Millioner af danskere har de seneste uger været samlet foran tv-skærmene for at følge det danske herrelandsholds kampe ved VM i Qatar.

Og selv om Mikkel Hansen og co. først for alvor er ved at skyde sig varme i turneringen med en suveræn sejr i 1/8-finalen mod Island mandag aften, har de danske tv-seere trofast fulgt deres kampe i det indledende gruppespil.

Det viser de seneste opgørelser over seertal foretaget af Gallup til holdets kampe på kanalerne TV2 og DR1, der deles om rettighederne til VM-slutrunden.

Og det er ikke så få seere, der tænder for fjernsynet, når landsholdet spiller. Millioner af danskere har nemlig indtil videre set med, og flere og flere ser ud til at slutte sig til, jo længere turneringen skrider frem.

Der er endnu ikke opgjort seertal fra mandagens opgør mod Island, så lige nu står Danmarks afgørende gruppekamp mod Polen som det foreløbige højdepunkt i turneringen, hvor over 1.600.000 danskere så med på DR1. Det er mere, end der var til både populære programmer som X Factor (DR), Arvingerne (DR) og Badehotellet (TV2), der alle ligger i den traditionelt bedste sendetid omkring klokken 20.

De nuværende seertal er dog fortsat noget lavere end dem, der toppede listerne ved EM i Danmark på samme tidspunkt i 2014. Her så henholdsvis 2.251.000 danskere finalen mellem Danmark og Frankrig, mens 2.228.000 så med i Danmarks semifinale mod Kroatien. Begge kampe blev i øvrigt vist på TV2.

Se de foreløbige seertal til kampene i Danmarks gruppespil.

TV2:

Danmark - Tyskland: 1.390.000

Danmark - Rusland: 1.339.000

Danmark - Argentina: 1.197.000

DR:

Danmark - Polen: 1.654.000

Saudi-Arabien - Danmark: 1.463.000